Apple sagsøgt: AirTags bruges til at begå mord

29/06/2024 17:24

|

Nicolai Busekist

Foto: Onur Binay / Unsplash
Apple er blevet sagsøgt i et gruppesøgsmål, da det er kommet frem, at deres AirTags er blevet brugt til at begå mord.

Mest læste i dag

I april 2021 lancerede Apple et nyt produkt kaldet AirTag. Det er små enheder, man fastgør til genstande, man ofte mister, så man kan spore dem. Produktet har dog medført en række udfordringer, da det er velegnet til skjult sporing og uønsket forfølgelse af personer.

Apple har forsøgt at afhjælpe problemet med opdateringer, men det har tilsyneladende ikke hjulpet det store. Det har ført til et stort gruppesøgsmål, skrev mediet The Register.

Det foretrukne værktøj for stalkere

I alt 38 personer tilsluttede sig et eksisterende søgsmål fra december forrige år, der handler om AirTag-enhederne. I søgsmålet hævdes det, at de er blevet det foretrukne værktøj for folk, der ulovligt sporer personer.

Selvom der findes andre sporingsenheder på markedet, hævder søgsmålet, at Apple skiller sig ud ved at være nemme at bruge. Hertil har de også en præcision få andre kan matche, ligesom de er billige at anskaffe.

Sagsøgerne har hævdet, at enhederne leverer mere pålidelige lokationsdata end konkurrenterne, ved at være en del af Apples 'Find min'-netværk. Desuden er Apples produkter generelt udbredte i samfundet.

Søgsmålet peger på, at enhederne blev brugt i flere sager om stalking kort efter lanceringen, og dokumentet indeholder billeder af skjulte AirTags i blandt andet biler. Nogle sager har haft meget alvorlige konsekvenser.

Brugt til at begå drab

"Konsekvenserne har været så alvorlige, som de kan blive. Flere drab er sket, hvor gerningsmanden brugte AirTags til at spore offeret. Ligeledes er individer blevet dræbt, eller har dræbt andre, da de brugte AirTags til at spore stjålne ejendele og konfronterede tyvene," lyder det.

Dokumenterne oplister flere kriminalsager, hvor Apples enheder angiveligt er blevet brugt. Sagsøgerne har kritiseret Apple for at være passive og for manglende sikring af sporingsenhederne.

Derudover anklages Apple for aktivt at have vildledt brugere til at tro, at enhederne er sikret mod ulovlig sporing, hvilket ikke er tilfældet.

En af sikkerhedsmekanismerne Apple implementerede var tidligere varsling af personer, der bevæger sig med en ukendt AirTag. Oprindeligt skete denne varsling efter 72 timer, men efter opdateringen blev den reduceret til mellem 4-8 timer. Sagsøgerne mener, at dette stadig er for lang tid.

Apple kritiseres også for, at varslingsfunktionen let kan slås fra ved et uheld, og at den ikke kan aktiveres af den person, der spores, men kun dukker op vilkårligt.