Vild udvikling: Tallet har aldrig været højere

22/12/2021 12:44

|

Christina Hansen

Foto. Shutterstock

Mest læste i dag

Eksporten for SMV’ere nåede i 2020 op på 194,6 milliarder kroner. Det udgjorde 27 procent af den samlede vareeksport og er det højeste niveau nogensinde. Derudover er væksten fortsat ind i 2021, hvor SMV’erne har haft tocifrede vækstrater i de største SMV-eksportvaregrupper i forhold til 2020.

”Små og mellemstore virksomheder har afgørende betydning for erhvervsudviklingen og beskæftigelsen i Danmark, så det glæder mig, at de har klaret sig så godt. Særligt i lyset af de svære vilkår under COVID-19,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Eksportfremgangen har særligt været markant til Tyskland, USA og Kina, og det glæder også udenrigsministeren.

”Det er alle tre lande med stort potentiale i de kommende år, så det er positivt, at de små og mellemstore virksomheder får godt fat på de markeder,” siger Jeppe Kofod.

De største eksportmarkeder for SMV’erne er fortsat nærmarkederne i Tyskland, Sverige og Norge. Det er en naturlig følge af, at landene ligger tæt på Danmark, og det understreger vigtigheden af, at danske SMV’er fortsat har godt fast i nærmarkederne. Desuden er det positivt, at SMV’erne efter flere års tilbagegang nu har fastholdt deres eksport til Storbritannien fra 2019 til 2020.

”Det er alt sammen stærke resultater, som sætter en tyk streg under SMV’ernes bidrag til eksporten. Tallene bekræfter vigtigheden af de mange indsatser, vi har sat i søen under Covid19,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod og fortsætter:

”Ligesom vi har sat ind med problemknusning, når markeder lukkes ned, skal vi i de kommende år sætte alle sejl ind for at sikre SMV’erne de bedste betingelser for at høste de eksportmuligheder, der opstår i forbindelse med markedernes genåbning. Samtidig skal vi fortsat holde fokus på at fremme virksomhedernes eksportparathed – vi skal have endnu flere SMV’er ud i verden.”

Gennem The Trade Council rådgiver Udenrigsministeriet hvert år flere tusinde virksomheder med deres eksport. Som et led i eksport stimuli-pakkerne har Udenrigsministeriet iværksat en række initiativer møntet særligt på SMV’er. Det er blandt andet nedsatte takster, nye eksportprogrammer og styrket rådgivning på en række ambassader i udlandet.