Uskyldige borgere får kæmpe regninger: "Det er borgerne, der skal betale, ærgerligt"

28/12/2024 22:39

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Det er borgerne, der ender med regningen.

Mest læste i dag

Situationen i Lemming, som ligger seks kilometer nord for Silkeborg, er et typisk eksempel på den stigende nedlæggelse af mindre, lokale vandværker på landet.

Lemming Vandværk, som har været under afvikling i mere end to år, skal nu lukkes. Problemet har været et for højt indhold af pesticider i vandet, som dog ikke udgør en sundhedsrisiko, men nu er det endeligt besluttet. Fra januar næste år træder en aftale i kraft, hvor Silkeborg Forsyning fremover skal levere vand til de knap 200 forbrugere i Lemming.

Sådan skriver Gylle.dk i en pressemeddelelse.

Siden 2023 har vandværket haft dispensation frem til maj 2025, men det har hele tiden været planen, at vandforbruget skulle overgå til Silkeborg Forsyning. Forbrugerne i Lemming skal dog betale etableringsomkostninger, som ender på 15.000 kroner pr. husstand, selvom forureningen stammer fra landbruget.

Jan Klinkby, der har været formand for vandværket i 10 år, kommenterer landbrugets ansvar for situationen: "De har ikke gjort det med ondsindet vilje – men desværre er det borgerne, der skal betale. Det kunne være rart, hvis der blev indført en afgift på sprøjtegifte, så dem, der køber dem, kunne bidrage."

Fortidens synder

Forureningen stammer fra pesticidet chloridazon, som blev brugt fra 1964 til 1996 på roer, rødbeder og løg. Dette pesticid, som er forbudt siden 1996 på grund af sundhedsskadelige virkninger, nedbrydes til desphenyl-chloridazon, som i 2017 blev påvist i drikkevandet.

Siden da har det været et problem for vandværker over hele landet.

I Lemming lykkedes det gennem forhandlinger at reducere omkostningerne for borgerne fra over 30.000 til 15.000 kroner pr. husstand.

Prisen handles ned

Jan Klinkby forklarer, at de ikke har haft kendskab til den præcise pris før nu, og derfor er betalingsfristen blevet relativt kort.

Der er også sparet op til over én million kroner, som vil blive brugt til at reducere prisen for forbrugerne.

National nedtur

Lemming Vandværk er langt fra det eneste vandværk, hvor pesticidrester er fundet. Ifølge GEUS er der fundet pesticider i 51,8 % af de 2.062 aktive drikkevandsboringer i Danmark. I 261 af disse boringsprøver var pesticidniveauerne over grænseværdierne.

Danmarks Naturfredningsforening har opgjort, at pesticidrester i de sidste fem år er blevet fundet i 96 af landets 98 kommuner. I Silkeborg Kommune blev der fundet pesticidrester i 56 % af boringsprøverne.

Tidligere blev boringer lukket ved fund af pesticider, men i dag bliver vandværkerne i stedet tvunget til enten at bore nye huller, fortynde vandet med vand fra andre kilder eller rense vandet, så det opfylder myndighedernes krav.

Vandplan til 200 mio. kr. i Silkeborg Kommune

I Silkeborg Kommune er der et stort projekt i gang for at beskytte grundvandet mod sprøjtegifte.

Omkring 1.770 hektar landbrugsjord skal beskyttes gennem grundvandsparker, og flere landmænd vil blive kompenseret for, at de ikke længere kan sprøjte deres jord.

Denne indsats vil medføre en omkostning, som vandforbrugerne skal betale via højere vandpriser.

Det er endnu ikke fastsat, hvad denne kompensation vil koste, men estimater viser, at det kan dreje sig om næsten 200 millioner kroner. Hvordan det vil påvirke den enkelte forbruger, afhænger af, hvordan kompensationen fordeles over tid.