Ny forskning viser, at digitale platforme kan udfordre unges arbejdsmiljø: Hvem har ansvaret for arbejdsmiljøet, når chefen er en app?

Unge, der fx arbejder som kurere på digitale platforme, oplever, at det er svært at vurdere, hvem der har ansvaret for deres arbejdsmiljø. Det viser ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Et hurtigt swipe på en app og du har bestilt rengøringsassistance eller en pizza leveret direkte til hoveddøren. Det er blevet nemt at bestille serviceydelser hjemme fra sofaen på sin smartphone, og særligt de unge er beskæftiget gennem digitale platforme. 

Med den nye arbejdsform er arbejdstageren primært i kontakt med en browser eller app i løbet af en arbejdsdag, og det fører en række nye problemstillinger med sig. Det viser nye resultater fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) lavet i samarbejde med Aalborg Universitet, Center for Ungdomsforskning og Roskilde Universitet, hvor forskere bl.a. har spurgt 29 unge om deres arbejdsmiljø.

Mange af de unge er nemlig i tvivl om, hvem der har ansvaret, hvis de fx får en arbejdsskade:

– Vi kan se, at særligt de unge, der arbejder freelance, er i tvivl om, hvilke rettigheder og regler der gælder for dem. De adspurgte unge tror, at platformen tager sig af arbejdsmiljøet. Det kan skabe et uklart ansvarsforhold, siger seniorforsker og projektleder ved NFA Johnny Dyreborg.

I forskningen skelner man mellem digitale arbejdsplatforme med eller uden GPS-tracking, hvor arbejdstagerne fx er madbude,og sociale medieplatforme, hvor man fx finder influencere, der lever af at skabe indhold på sociale medier

De nye resultater er en del af et tværfaglig udviklingsprojekt fra NFA, der skal indsamle viden om arbejdsmiljøet hos unge under 30 år på de digitale arbejdsmarkeder.

Unge ikke forsikret gennem arbejdsgivere

Ifølge seniorforsker Johnny Dyreborg opstår der især udfordringer, hvis de unge får en arbejdsskade. Det skyldes, at de unge oplever platformen, som deres arbejdsgiver, selv om de fleste platforme kategoriserer de unge som selvstændige i deres vilkår og betingelser.

Eksempelvis kan kurerer, der styrter på cyklen i forbindelse med en arbejdsopgave, opleve, at arbejdsgiveren ikke dækker arbejdsskaden, eller hundeluftere kan opleve, at arbejdsgiverens forsikring dækker hunden, men ikke arbejdstageren selv.

– Det betyder, at de unge arbejdstagere i praksis står alene med ansvaret for arbejdsmiljøet, selv om de oftest har begrænset kontrol over, hvordan arbejdsopgaverne planlægges og udføres. De unge arbejdstagere, vi har talt med, giver udtryk for, at de tror, de er forsikret gennem app’en, men det er de sjældent. Enkelte digitale plaforme dækker de unge, mens andre giver de unge mulighed for at tilkøbe en forsikring, siger Johnny Dyreborg og fortsætter:

– Mange unge synes samtidig, at arbejdsformen giver dem stor frihed, fordi det er fleksibelt.