Udbredt antagelse om elbiler passer ikke: Det er faktisk dyrere

04/11/2024 17:52

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Maurizio Fabbroni / Shutterstock.com
Mange har en anden opfattelse.

Mest læste i dag

Salget af elbiler i Danmark har nu overhalet salget af benzin- og dieselbiler, hvilket også har medført øget fokus på forsikringen af elbiler.

En ny undersøgelse fra analyseinstituttet Verian viser, at mange danskere ikke er klar over, at forsikringen af en elbil ofte er dyrere.

Resultaterne viser, at en stor del af befolkningen må revidere deres forventninger til prisen på elbilforsikring. 24 procent mener, at det er billigere at forsikre en elbil end en benzin- eller dieselbil, mens 34 procent forventer, at prisen er den samme. Kun 20 procent er klar over, at elbiler generelt har en højere forsikringspris.

Thomas Larsen, produktchef for Motor hos If Forsikring, forklarer, at flere faktorer påvirker forsikringspræmien for elbiler. "Den avancerede teknologi og komplekse reparationer gør, at skader ofte er dyrere at udbedre. Desuden kan reservedele være specialiserede, hvilket også øger omkostningerne. Det kræver ofte ny uddannelse og kompetencer at reparere elbiler, og disse faktorer bidrager til, at forsikringsprisen generelt er højere," siger han i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at økonomiske faktorer er de mest afgørende, når danskerne vælger at skifte til elbil. For dem, der allerede har købt en elbil eller planlægger at gøre det inden for to år, er de lavere driftsomkostninger den primære motivation, efterfulgt af troen på, at elbiler er fremtidens transportmiddel.

Klimahensyn på tredjepladsen

Klimahensyn kommer først på tredjepladsen, med flere kvinder end mænd, der nævner det som en vigtig faktor.

Selvom forsikringspriserne for elbiler ofte er højere, mener If Forsikring, at dette ikke bør hindre folk i at vælge elbiler. "De lavere driftsomkostninger, bedre kørekomfort og miljømæssige fordele taler for sig selv," siger Thomas Larsen.

"Forsikring er blot én af de overvejelser, man bør tage i betragtning, når man investerer i en elbil. Det er vigtigt, at forbrugerne er velinformerede om alle aspekter af ejerskabet, herunder forsikringsomkostningerne. Derfor er det relevant at justere forventningerne til prisen på elbilforsikringen, inden man beslutter sig for et bilkøb," tilføjer han.

"Forskellene i pris bør ikke få nogen til at opgive elbil. Desuden er der ofte mulighed for rabat ved at samle flere forsikringer hos samme selskab, hvilket kan hjælpe kunderne med at få prisen ned."