Snart lander en vigtig meddelelse hos hundredtusindvis af danskere.
Lige nu læser andre
I de kommende uger modtager hundredtusinder af danske kvinder en invitation i deres e-Boks.
Afsenderen er Aarhus Universitet, og invitationen er til forskningsprojektet Kvinders sundhed og trivsel – en landsdækkende undersøgelse, der markant styrker forskningen i kvinders helbred, livskvalitet og hverdagsliv.
Bag projektet står professor Henrik Toft Sørensen og lektor Rikke Elmose Mols fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Det skriver Aarhus Universitet: Health i en pressemeddelelse.
Vi ved for lidt om kvinders sundhed
Selv om kvinder er hyppigere brugere af sundhedsvæsenet end mænd, er meget af den eksisterende medicinske forskning baseret på mænd.
Læs også
Det efterlader store huller i vores viden om, hvad der faktisk påvirker kvinders helbred gennem livet.
”For at forebygge sygdomme hos kvinder har vi brug for data om kvinders egne oplevelser af deres sundhed og livskvalitet. Det er præcis den viden, respondenternes svar kan give os,” siger Henrik Toft Sørensen.
Undersøgelsen retter sig mod kvinder i alderen 35-60 år – en periode, der er præget af markante biologiske og psykosociale forandringer, og hvor mange kroniske sygdomme begynder at tage form.
Det er også den periode i kvindens liv, hvor tidlig forebyggelse kan gøre størst forskel.
11 temaer om kvinders liv
Spørgeskemaet dækker 11 temaer, der tilsammen giver et bredt billede af kvinders helbred og hverdagsliv med fokus på blandt andet trivsel, søvn, smerter, knoglesundhed, arbejde, levevis og forhold relateret til kvinders livsfaser.
Læs også
Undersøgelsen adskiller sig fra lignende projekter ved at spørge ind til emner, der sjældent indgår i brede sundhedsundersøgelser, blandt andet hvordan kvinderne selv oplever kontakten med sundhedsvæsenet, hvordan de håndterer udfordringer i hverdagen, og hvordan de vurderer deres egen sundhed.
”Svarene hjælper os med at skabe ny viden, der kan gøre en forskel for kvinders sundhed og trivsel både nu og for kommende generationer,” siger Rikke Elmose Mols.
Fra viden til forebyggelse
Undersøgelsen er designet i et livsperspektiv. Om fem år vil forskerne følge op med et nyt spørgeskema til de deltagende kvinder, så de kan følge, hvordan sundheden udvikler sig over tid.
Målet er på sigt at sikre bedre forebyggelse og behandling af de sygdomme, der særligt rammer kvinder.
De første resultater forventes offentliggjort i efteråret 2026.