Tandlæger advarer: 72 procent af danskerne undlader det

08/05/2025 08:37

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Tandlægeforeningen / Via Ritzau
Danske tandlæger ser en foruroligende tendens.

Andre læser også

Flere og flere danskere vælger i dag ikke at få den tandbehandling, de har brug for. Over hele landet oplever tandlæger i stigende grad, at patienter siger nej til den fagligt anbefalede behandling – simpelthen fordi de ikke har råd.

En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen viser, at 72 procent af de adspurgte tandlæger dagligt eller flere gange om ugen møder patienter, der fravælger nødvendig behandling af økonomiske grunde. Det er en stigning fra 2023, hvor tallet lå på 69 procent. Undersøgelsen omfatter svar fra 260 tandlægeklinikker, og udviklingen bekymrer formanden for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt.

– Det er dybt alarmerende, at patienter må opgive nødvendig behandling, fordi økonomien ikke rækker. Forestil dig, hvis 70 procent af de praktiserende læger oplevede, at patienter vendte om i døren på grund af økonomiske barrierer. Det ville være utænkeligt i det danske sundhedssystem, hvor lægehjælp er gratis. Men når sygdommen sidder i tænderne, er det patientens egen pung, der bestemmer, siger han.

Hver tredje går ikke regelmæssigt til tandlæge

Ifølge tal fra Danske Regioner og Danmarks Statistik går hver tredje dansker ikke regelmæssigt til tandlæge. Og konsekvenserne kan være alvorlige, advarer Torben Schønwaldt. Infektioner og tandsygdomme kan udvikle sig uden behandling og føre til langt mere omfattende problemer.

– Det er alvorligt, at så mange danskere springer tandlægebesøgene over. Og når selv de, der møder op, ikke har råd til behandlingen, står vi med et stort antal mennesker, som ikke får den nødvendige tandpleje, siger han.

Behov for større tilskud

Tandlægebesøgene fordeler sig i høj grad efter indkomst. Borgere med høje indtægter går oftest til tandlægen, mens dem med de laveste indkomster kommer sjældnest. Det skyldes i høj grad den høje egenbetaling, som især rammer ældre, lavindkomstgrupper, kronisk syge og socialt udsatte.

– Vi har fået et A-hold og et B-hold, når det gælder tandsundhed, og det er ikke holdbart. Der er behov for større økonomisk støtte til tandbehandling, så alle får lige adgang, siger Torben Schønwaldt.

Han retter en klar opfordring til politikerne i forbindelse med de kommende forhandlinger om voksentandplejen:

– Jeg håber, at politikerne vil prioritere både økonomien og egenbetalingen i en ny aftale. Der skal et markant løft til, hvis vi fortsat vil sikre god tandsundhed i Danmark, fastslår han.