En syvårig dreng ville lave sig en skål popcorn, men det endte overhovedet ikke som han havde tænkt sig.

Ikke nok med at drengen ikke fik de popcorn han ville have, så brød der brand i mikrobølgeovnen han forsøgte at lave dem i.

Ulykken fandt sted onsdag eftermiddag, da drengen var alene hjemme i en lejlighed på Arne Poulsens Vej, Vejle. Forældrene var dog heldigvis ikke langt væk, da de besøgte en nabo i opgangen. De var dog tilsyneladende lige præcist så langt væk, at det kunne gå galt.

Måske den syvårige dreng så forældrenes besøg hos naboen som en mulighed for lidt personlig hygge, hvilket popcorn passer glimrende til. Problemet var bare, at det ikke var popcorn drengen havde proppet i mikrobølgeovnen. Derfor var der til stor skuffelse heller ikke noget der poppede derinde, så drengen blev selvfølgelig ved.

” Drengen blev ved, indtil det, han havde puttet i ovnen, brød i brand. Det viste sig nemlig, at det ikke var popcorn, men cupnoodles,” – fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt til Vejle Amts Folkeblad.

Branden der opstod i mikrobølgeovnen, spredte sig heldigvis ikke og ingen kom til skade, dog gav de brændende nudler både røgudvikling og røgskader. Om ikke skal drengen måske på et lynkursus, inden mikrobølgeovnen bruges igen.