For mange er køresyge en tilbagevendende plage, der kan gøre selv korte bilture ubehagelige. Især børn er udsatte, men også voksne kan blive ramt, og med det stigende antal elbiler på vejene er problemet blevet mere komplekst.
Dette fremgår af en pressemeddelelse.
Heldigvis er der ofte løsninger til at afhjælpe køresyge.
Therese Ovesen, overlæge på øre-næse-halskirurgisk afdeling ved Regionshospitalet Gødstrup og klinisk professor ved Aarhus Universitet, er ekspert på området. Hun forsker i balanceorganets funktion og fremhæver, at køresyge for mange kan forebygges og reduceres med enkle tiltag og træning:
“Køresyge opstår, når hjernen modtager modstridende signaler fra kroppens sanser. Øjet registrerer bevægelse, mens balanceorganet i det indre øre fortæller, at vi er stille. Når disse signaler ikke stemmer overens, reagerer hjernen med advarsler som kvalme og svimmelhed for at få os væk fra situationen", forklarer hun.
Therese Ovesen understreger, at der er flere måder at lindre ubehaget på – også for de mange, der kører elbil og oplever særlige udfordringer.
Træning kan mindske køresyge
En effektiv metode til at håndtere køresyge er træning. Ifølge Therese Ovesen kan man gradvist vænne hjernen til de signaler, der udløser symptomerne. Dette kan gøres ved at udsætte den køresyge for kortere køreture regelmæssigt:
“Det er som styrketræning for hjernen: Den skal udfordres gradvist for at blive bedre til at tolke de indtryk, den modtager. Ved at træne med små køreture kan man opbygge en tolerance, så symptomerne aftager over tid", siger hun.
Denne metode er særlig vigtig for børn, hvis balanceorgan ikke er fuldt udviklet før teenagealderen. Korte ture efter børnehave eller skole og i weekenden kan være en god strategi.
Elbiler kan øge køresyge
Elbiler tilbyder mange fordele, men kan også skabe nye udfordringer for dem, der lider af køresyge. Traditionelle biler giver gennem lyd og vibrationer signaler til hjernen om accelerationer eller opbremsninger.
Elbiler mangler ofte disse signaler, hvilket kan øge risikoen for køresyge – selv for chaufføren. Også elbilers hurtigere acceleration og anderledes opbremsning kan forvirre hjernen:
“Vi er vant til at kunne høre og mærke, når en bil accelererer eller skifter gear. I elbiler sker dette ofte lydløst og uden de velkendte vibrationer, hvilket kan være forvirrende for hjernen. Dette kan føre til øget køresyge, selv når man selv kører", forklarer Therese Ovesen.
Hun anbefaler derfor, at man kører så jævnt som muligt – det gør en forskel for at minimere køresyge hos passagererne. Med tiden vænner kroppen sig til den anderledes kørsel i elbilen.
Frisk luft og udblik er vigtige
En anden vigtig faktor er ventilation. Frisk luft er afgørende for at mindske ubehaget, da åndedræt og kvalme ofte hænger sammen.
Therese Ovesen anbefaler, at man sikrer god luftcirkulation i bilen og undgår kraftige lugte, som kan forværre symptomerne.
Distraktioner som musik eller quizzer kan også være hjælpsomme, men skærme bør undgås, da de kan forværre køresyge for mange. Det er også en god idé at kigge ud af forruden og fokusere på et punkt i horisonten.
Planlægning af en køresygefri tur
Når man skal på længere køreture med personer, der er tilbøjelige til køresyge, er forberedelse vigtig.
Det er nyttigt at holde flere pauser og inddrage børnene i planlægningen, så de ved, hvornår de kan forvente en pause:
“Det psykologiske aspekt ved at vide, at der er en pause forude, kan reducere angst og ubehag", forklarer Therese Ovesen.
Hun påpeger også, at kosten spiller en rolle:
“Før afgang bør man undgå store, tunge måltider og vælge lette, kulhydratrige fødevarer. Små snacks som kiks og bolsjer kan hjælpe med at holde kvalmen i skak under turen", tilføjer hun.
Faktaboks: Gode råd mod køresyge
Sid på forsædet eller midt på bagsædet for at fokusere på et punkt i horisonten og reducere forvirrende sanseindtryk.
Undgå stærke lugte og fed mad: Spis lette måltider og undgå kraftige dufte og parfume.
Rul vinduet ned: Frisk luft hjælper med at mindske kvalme og ubehag. Tag dybe, rolige vejrtrækninger.
Planlæg pauser undervejs: Hyppige pauser kan give kroppen tid til at genvinde balancen.
Undgå skærme og læsning: Skærme og læsning kan forvirre hjernen.
Træning er effektivt: Korte, regelmæssige køreture kan hjælpe med at opbygge tolerance over tid.