Særligt dette fører til angst og depression

19/11/2021 09:49

|

Christina Hansen

Foto: Top Danmark

Mest læste i dag

En kombination af ekstraordinær travlhed og coronakrise kan nu direkte ses i et voksende antal psykiske skader. I øjeblikket kontakter ekstra mange virksomheder deres forsikringsselskab for at få hjælp til at styrke medarbejderes trivsel.

Der er travlt i danske virksomheder, det skriver TopDanmark i en pressemeddelelse.

Erhvervslivet råber på ledige hænder, samtidig med at ansatte i stigende grad kæmper med mentale udfordringer i kølvandet på coronakrisen.

Det viser en opgørelse over skadesanmeldelser på sundhedsforsikringer, som virksomheder har tegnet hos landets næststørste forsikringsselskab, Topdanmark.

­­­”Vi oplever i øjeblikket et øget træk på sundhedsforsikringer. Der er ingen tvivl om, at der i øjeblikket bliver løbet stærkt hos mange danske virksomheder, og det kommer både til udtryk i fysiske og psykiske skader, specielt angst og depression som skal tages meget alvorligt,” siger­ ­­Rasmus Ruby-Johansen, der er skadedirektør i Topdanmark.

I september og oktober i år oplevede Topdanmark en stigning på 13 procent i antallet af psykiske skader på sundhedsforsikringer sammenlignet med samme periode sidste år.

Det er specielt drevet af en markant stigning i antallet af anmeldelser om angst og depression, som er vokset med hele 30 procent i denne periode. Her er behandlingen blandt andet psykologhjælp.

”Det kan lyde forkert, men vi er faktisk glade for, at kunder kontakter os og gør brug af deres sundhedsforsikring, så snart der er tegn på eksempelvis angst og depression, så vi kan sætte hurtigt ind,” siger ­­Rasmus Ruby-Johansen.

Det betyder blandt andet, at udviklingen endnu ikke kan ses i flere sager om tab af erhvervsevne.

”Al erfaring viser, at jo hurtigere vi får opstartet behandling, jo større mulighed har vi for at forhindre, at sagerne udvikler sig til tab af erhvervsevne og langtidssygemeldinger, som har store konsekvenser for den enkelte medarbejder, virksomheder, os som koncern og samfundsøkonomien,” tilføjer han.

Topdanmark forventer, at det øgede træk på sundhedsforsikringer vil fortsætte året ud og har derfor indsat ekstra ressourcer til at håndtere de ekstra mange henvendelser.

Virksomheder rækker selv ud

Udfordringer med trivslen i virksomheder kan også ses i efterspørgsel på at få hjælp til at styrke arbejdsmiljøet. I 2021 har Topdanmark fået 40-50 procent flere henvendelser fra danske virksomheder, som ønsker vejledning og værktøjer til at sikre og styrke sundhed og trivsel blandt medarbejdere, sammenlignet med niveauet før coronapandemien.

”I forsikrings- og pensionsbranchen har vi historisk været optaget af at forebygge skader, og det er derfor positivt, at virksomhederne selv henvender sig for at få gode råd,” siger Rasmus Ruby-Johansen.

Forebyggelse er en af nøglerne til at sikre, at medarbejdere ikke ender med at få for eksempel angst eller depression, men i stedet trives med at gå på arbejde – også selv om der er travlt.

Topdanmark tilbyder blandt andet en gratis sundhedsscreening til alle ansatte hos selskabets virksomhedskunder. Her skræddersyes et trænings- og behandlingsforløb for netop at forebygge skader eller minimere, og der bliver løbende fulgt op på screeningen.