Siden 2019 har Mybanker hvert år spurgt sine brugere om deres mening om deres bank. I år viser svarene, at 62 % af respondenterne vil anbefale deres nuværende bank, hvilket er den laveste andel hidtil.
Dette fremgår af en pressemeddelelse fra Mybanker.
"De seneste år har været præget af generelt højere renter som følge af centralbankernes kamp mod inflation. Dette har ført til højere renter i bankerne – ofte med større stigninger i udlånsrenter end indlånsrenter – hvilket har resulteret i store overskud for bankerne i 2023. Dette har udløst en intens debat om bankernes overskud, som sammen med de højere renter sandsynligvis påvirker bankkundernes faldende tilfredshed – selvom et flertal stadig er tilfredse nok til at anbefale deres bank til andre," siger cheføkonom Jens Hjarsbech fra Mybanker, som står bag undersøgelsen.
Tilfredsheden varierer fra bank til bank. Målt på anbefalinger vurderer bankkunderne, at Lån & Spar Bank er den bedste bank i 2024, efterfulgt af Vestjysk Bank og Nykredit Bank.
En ud af fire overvejer i høj grad at skifte bank
Undersøgelsen viser også, at flere overvejer at skifte bank. I år overvejer mere end en ud af fire dette, hvilket er den næsthøjeste andel siden 2019. Den højeste andel var i 2021, som bl.a. var præget af negative renter på indlån.
"Det kan virke overraskende, at tilfredsheden er den laveste siden 2019, mens flere overvejede at skifte bank i 2021. Dette kan skyldes, at selvom flere er utilfredse i år, så var de negative renter i 2021 så usædvanlige, at det i endnu højere grad fik folk til at overveje at skifte bank," siger Jens Hjarsbech.
Den hyppigste årsag til at overveje at skifte bank er utilfredshed med bankens priser (renter og gebyrer). Hele 65 % af dem, der overvejer at skifte bank, angiver priserne som årsag. Dette er langt over den næsthyppigste årsag, som er utilfredshed med bankens værdier og etik, hvilket 25 % angiver.
Andelen af utilfredse med priserne er steget med 10 procentpoint siden sidste år, hvor 55 % angav det som en årsag. Dette kan hænge sammen med, at danskerne nu har oplevet markant højere renter i et år, hvilket har påvirket husholdningsbudgettet, samtidig med debatten om bankernes overskud på grund af rentestigningerne.
Dem, der har skiftet bank for nylig, er mere tilfredse
Mybanker har også spurgt bankkunderne, om de har skiftet bank på eget initiativ inden for de seneste fem år. 29 % har svaret, at de har skiftet, og det viser sig, at dem, der har skiftet, generelt er mere tilfredse med deres bank end dem, der ikke har. 78 % af dem, der har skiftet inden for de seneste fem år, vil anbefale deres bank, mod kun 55 % af dem, der ikke har skiftet.
"Et bankskifte virker derfor som en oplagt vej til mere tilfredshed med sin bank," siger Jens Hjarsbech.
Men hvad afholder folk fra at skifte bank, hvis det kan øge deres tilfredshed?
"Vi ser en klar tendens til, at dem, der ikke har skiftet bank inden for de seneste fem år, vurderer det som mere besværligt at skifte bank end dem, der har," siger Jens Hjarsbech.
29 % af dem, der ikke har skiftet bank, tror, det vil være besværligt, mens 54 % tror, det vil være nemt. Blandt dem, der har skiftet bank på eget initiativ inden for de seneste fem år, vurderer kun 15 %, at det var besværligt, mens tre ud af fire synes, det var nemt.
Denne forskel kommer også til udtryk i, hvad der afholder folk fra at skifte bank. De, der ikke har skiftet inden for de seneste fem år, angiver i højere grad, at det er "bøvl" som fx at skifte netbank, konti og kort, der afholder dem fra at skifte bank.
Priserne er den vigtigste, men ikke eneste, parameter i bankvalget
Ligesom priserne er den hyppigste årsag til at overveje at skifte bank, er priserne også den vigtigste faktor ved valg af bank. 71 % af respondenterne har valgt priserne som en af de tre vigtigste aspekter ved valg af bank.
"Vores undersøgelse viser også, at en bankfilial tæt på ikke er vigtig for særligt mange bankkunder. Selvom der er stor opbakning til bæredygtighed, spiller det ikke en væsentlig rolle i valget af bank," siger Jens Hjarsbech.
Kun fire procent vælger engagement i bæredygtighed og FN’s verdensmål som en vigtig parameter, og kun tre procent ser adgang til grønne produkter som vigtige.

Grafik: Mybanker