Rådne kyllinger og ulovlige kemikalier: På trods fortsætter Salling Group og Coop med at sælge produkterne

21/07/2025 22:42

|

Sebastian Ilsøth

Shutterstock/Salling Group A/S/Wikimedia Commons
Nu reagerer de på kritikken – men fortsætter salget.

Andre læser også

En gennemtrængende lugt af rådne dyr, mangel på både foder og vand samt ulovlige kemikalier i drikkevandet var blot nogle af de alvorlige fund, da myndighederne de seneste år har udsendt adskillige påbud mod kyllingegiganten Rokkedahl.

På trods af disse problemer vælger landets største dagligvarekæder fortsat at samarbejde med virksomheden og give plads til deres økologiske produkter i butikkerne.

Det skriver B.T.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (tidligere Landbrugsstyrelsen) har haft Rokkedahl under tæt overvågning siden 2022 og oplyser, at flere overtrædelser nu har ført til politianmeldelser. Alligevel udtrykker de store dagligvarekæder fortsat opbakning til producenten.

Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef hos Salling Group, der står bag Føtex, Bilka og Netto, udtaler i en skriftlig kommentar:

“Det, der er blevet afdækket, er naturligvis utilfredsstillende, og vi har derfor bedt leverandøren om en redegørelse. Vi kan nu konstatere, at forholdene er blevet bragt i orden og er godkendt.”

Hos Coop, som ejer Kvickly, SuperBrugsen og Coop 365, er holdningen den samme. Informationsdirektør Jens Juul Nielsen fortæller, at samarbejdet med den nordjyske producent fortsætter:

“Vi blev opmærksomme på sagen onsdag og bad om en forklaring fra Rokkedahl. Vi har modtaget konkrete og tilfredsstillende svar på, hvordan de har arbejdet for at rette op på de konstaterede fejl.”

Rema 1000 har tidligere omtalt samarbejdet som “et forbillede for dyrevelfærd” og ser ikke nogen grund til at ændre på det, så længe fejlene – ifølge kæden – er blevet udbedret.

Også Dyrenes Beskyttelse vælger foreløbigt at lade deres anbefalingsmærke blive på produkterne, selvom organisationen har kaldt sagen både “skuffende” og “utilfredsstillende”. Direktør Mark Rokkedahl beklager, at organisationen ikke blev holdt løbende orienteret, men afviser, at forholdene var så alvorlige, som myndighederne har beskrevet dem.