Billetten til svømmehallen er fordoblet i pris på 20 år

Fitnesskortet og bowlingbanerne koster stort set det samme som i 2001, mens det i samme periode er blevet næsten dobbelt så dyrt at svømme. Også ridning er blevet markant dyrere.

Januar er for mange en måned, hvor starten på det nye år markerer en ny livsstil.  Og mens nytårsforsætterne allerede er i fuld gang med at blive brudt og opretholdt, imødekommer tilbud om gratis indmeldelse og rabatter på træning i hele landet de gode intentioner om at dyrke mere motion.

Men det har været langt billigere at hoppe op på hesten eller i badetøjet for 20 år siden end i dag. Indgangsbilletten til svømmehallen er næsten dobbelt så dyr, og det er blevet over 66 pct. dyrere at gå til ridning. I samme periode har vi dog ikke set de store prisændringer for at løfte vægte i fitnesscentret eller vælte kegler i bowlinghallen.

“Prisen for ridning og for at gå i svømmehallen er steget støt siden 2001, mens det faktisk er blevet billigere at dyrke motion, hvis man foretrækker at besøge fitnesscentret. Det er samtidig kun blevet marginalt dyrere at tage ud at bowle. Der har dog gennem årene været nogle større udsving for både fitness og bowling, hvor prisen især er faldet i sommermånederne,” siger Martin Birger Larsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Prisudviklingen på udvalgte motionsformer de seneste 20 år, januar 2001=100.

Motion_priser

Kilde: Beregninger på baggrund af tabel PRIS111 t.o.m. 2021M10

I 2021 er prisen på fitness faldet med 4,5 pct. i gennemsnit sammenlignet med 2001, mens den er steget 8,2 pct. for bowling. I løbet af samme periode er prisen for at ride gennemsnitligt steget med 66,2 pct. og 92 pct. for en tur i svømmehallen.

Siden 2001 er forbrugerprisindekset (den røde linje) steget 36,1 pct., hvilket vil sige, at både bowling og fitness er blevet relativt billigere i takt med, at de generelle priser i samfundet er steget. På samme tid er svømmehaller og ridning blevet relativt dyrere, idet de begge har overgået den procentvise stigning i forbrugerprisindekset.

Grafen tager udgangspunkt i, at januar 2001 er sat til 100.

“Det vil sige, at med udgangspunkt i, at alle motionsformerne er omregnet til at koste 100 kr. i januar 2001, så var prisen for en billet til svømmehallen steget til 188 kr. på samme tidspunkt sidste år. Det er den største stigning blandt de målte sportsgrene,” siger Martin Birger Larsen.