Politi kommer med advarsel: Bedragere bruger nyt trick, og snyder især disse danskere

04/03/2022 10:35

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag

Københavns Politi advarer mod at give cpr-nummer og adresse til fremmede. Vi ser i øjeblikket flere sager, hvor bedragere bruger oplysningerne til at bestille mærkevarer på nettet med fakturabetaling i andres navn for at sælge det videre.

Udspekulerede bedragere har fundet et nyt trick: Først annoncerer de med lukrative jobs i grupper på sociale medier. Er man interesseret i arbejdet, skal man sende en mail med sine personlige oplysninger, bl.a. cpr-nummer og adresse. 

Jobbet får man ikke, men til gengæld har bedragerne nu noget at arbejde med. De bruger nemlig oplysningerne til at bestille varer, ofte mærkevaretøj, på nettet og får det sendt med betaling via en faktura, så de ikke skal have penge op af lommen. Varerne bliver så leveret til et pakkeafhentningssted, hvor bedragerne henter dem. Fakturaen ryger i skraldespanden, og tøjet bliver solgt videre. 

»Ofte opdager folk først, at de er blevet udnyttet, når der kommer rykkere for manglende betaling eller, i værste fald, at regningerne er sendt til inkasso,« siger leder af Afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, vicepolitiinspektør Peter Reisz. 

Hos Københavns Politi oplever man for tiden en del sager af denne art, og Peter Reisz beder alle være særligt opmærksomme på ikke at udlevere personlige oplysninger som cpr-nummer til fremmede via for eksempel sociale medier. 

»Det virker organiseret, og vi har den seneste tid fået mange anmeldelser fra folk, som uden skyld pludselig står med inkassosager for noget tøj, de ikke har bestilt eller modtaget. Mange af ofrene er studerende, der falder over opslag om studiejobs og derfor i god tro sender oplysninger til det, der viser sig at være bedragere. Del derfor meget gerne denne advarsel videre i dit netværk, så vi kan få stoppet det udspekulerede trick,« siger Peter Reisz, der også opfordrer til, at man kontakter politiet på tlf. 1-1-4 eller anmelder det på politi.dk, hvis man bliver udsat for den form for svindel.

Man bør desuden gøre virksomheden opmærksom på sagen og gøre indsigelse, hvis man modtager rykkere for de ubetalte varer.