Opgør i Coop: 71 medlemsvalgte står frem

28/04/2023 10:00

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock.com
Coop bør forpligte sig på en fuldstændig udfasning af turbokyllinger frem mod 2025. Sådan lyder det i en fælles opfordring, som 71 medlemsvalgte i Coop har underskrevet forud for det årlige landsrådsmøde denne weekend, hvor der skal stemmes om Coops kyllingepolitik.

Mest læste i dag

Mens alle store supermarkeder i Danmark i løbet af de seneste år har indledt udfasningen af de udskældte turbokyllinger, tøver ledelsen i Coop med at gå samme vej.

Detailgiganten har endda taget et skridt i den modsatte retning med planerne om at lukke Irma, der som den eneste Coop-butik har fjernet de hurtigtvoksende kyllinger fra sortimentet.

Men op til det årlige landsrådsmøde denne weekend kræver en række medlemsvalgte i Coop nu et kursskifte: Fremtidens Coop skal ikke sælge turbokyllinger.

Det skriver dyreværnsforeningen Anima i en pressemeddelelse.

71 medlemsvalgte står frem

Efter over fem års dialog om kyllingevelfærd med Coop, som kun har bragt beskedne resultater, har dyreværnsforeningen Anima ringet rundt til bestyrelsesformænd og landsrådsmedlemmer i Coop for at tage pulsen på baglandets holdning.

Over halvdelen af de adspurgte har udtrykt opbakning til en hurtig udfasning af turbokyllinger.

Af disse har 71 taget et skridt yderligere og underskrevet en erklæring om, at Coop helt bør fjerne dem fra butikkerne frem mod 2025, og desuden bør arbejde for at forbedre velfærden yderligere ved bl.a. at sikre mere plads til dyrene. 

En af underskriverne er kandidat til bestyrelsen og har desuden stillet forslag om en udfasning af turbokyllinger, som landsrådet skal stemme om på weekendens årsmøde.

Anima glæder sig

Alle dyreværnsorganisationer i Danmark ønsker et opgør med turbokyllingen ligesom det detailhandlen allerede har taget med burhøns.

Derfor vækker det stor glæde hos Anima, at interne kræfter i Coop nu opfordrer til handling:

- Det er positivt, at så mange i Coop ønsker at finde tilbage til den ansvarlighed, der tidligere har kendetegnet virksomheden, når det kom til fx dyrevelfærd. Den har topledelsen de seneste år vist sig at være villig til at gamble med, og det tror jeg har kostet mange kunder, udtaler Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima og slutter:

- Jeg mener der er en grænse for hvor længe Coops image kan bære at blive ved at sælge kyllinger, der vokser så hurtigt, at de ikke kan gå normalt og i værste fald risikerer at dø af sult eller tørst pga. lammelse.

Læs mere om baggrunden her.