Normalt kan man kun få befordringsfradrag – også kaldet kørselsfradrag – hvis man har et lønnet arbejde.
Men nu kan studerende i yderkommunerne og på øerne begynde at glæde sig, for der er fremsat et lovforslag i Folketinget, som giver befordringsfradrag fra den 1. januar 2026 til dem, som opfylder betingelserne.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
Fradraget er på 2,47 kr. pr. kørte km mellem hjem og arbejde (frem og tilbage), hvis der samlet er over 24 km til og fra arbejde pr. dag.
Satsen er dermed højere end de normale 2,23 kr. pr. km og gælder for alle kørte kilometer. Der er også fradrag for broudgifter som fx Storebæltsbroen på 15 kr. pr. tur med offentligt transportmiddel eller på 110 kr. pr. tur i bil.
Så afhængig af, hvor mange gange man skal ind på uddannelsesstedet i løbet af året, kan det løbe op i ganske mange penge.
Satsen på fx 2,47 kr. pr. km er gældende i 2025. Satserne for 2026 offentliggøres i slutningen af 2025.
Søren Bech, skatteekspert i PwC, lægger ikke skjul på, at det er en kærkommen økonomisk håndsrækning til studerende i yderkommunerne og på øerne:
"Det er en kærkommen økonomisk håndsrækning til studerende i yderkommunerne og på øerne, der har langt mellem deres hjem og uddannelsessted. Det reducerer de ekstra udgifter, som de har til transport i forhold til deres medstuderende med kortere afstand til studiet. Hvis fradraget fx gøres op til 10.000 kr. årligt, svarer det til en skattebesparelse på ca. 2.500 kr. eller godt ca. 200 kr. pr. måned.”
Disse krav skal være opfyldt
Udover at de studerende skal være bosat i en yderkommune som fx Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Slagelse, Odsherred eller Sønderborg eller på en ø som fx Bornholm, Ærø eller Sejerø, skal den studerende modtage uddannelsesstøtte efter SU-lovens regler i form af fx stipendier.
SU-indtægten skal gennemsnitlig være på mindst 4.300 kr. om måneden, svarende til personfradraget på 51.600 kr. i 2025. Personfradraget i 2026 bliver højere end de 51.600 kr., så grænsen bliver lidt højere:
"Vedtages lovforslaget i uændret form, vil det være en god idé allerede at få fradraget med på sin forskudsregistrering for 2026, så man løbende får en skattebesparelse. Man kan rette sin forskudsopgørelse for 2026 i november 2025,” fortæller Søren Bech, skatteekspert i PwC.
Det skal du dog være opmærksom på:
Hvis den studerende har fået rabat ved køb af periodekort til offentlig transport eller har modtaget godtgørelse med kilometersatsen for transport mellem hjem og uddannelsessted, kan der ikke opnås befordringsfradrag.
Hvis befordringsfradraget medfører, at den skattepligtige indkomst bliver negativ, kan fradraget fx fremføres til fradrag i de følgende år, eller hvis man er gift, kan det modregnes i ægtefællens skat.
Har den studerende indtægtsgivende arbejde ved siden af studiet, kan der også her opnås befordringsfradrag af denne indtægt efter de almindelige regler.