Nu stiger priserne: Her er årsagen

07/03/2022 09:59

|

Christina Hansen

Foto. Shutterstock

Mest læste i dag

Stigende udbudspriser på sommerhuse

Efter flere måneder med en stagnerende udvikling på sommerhusmarkedet, ser vi nu igen stigende udbudspriser. Det knappe boligudbud er en medvirkende faktor, vurderer Nybolig.

Efter et utal af måneder med stigende boligpriser under coronapandemien – herunder også på sommerhuse – tog prisudviklingen en pause henover vinteren. Men nu viser de seneste tal fra Boligsiden, at udbudspriserne på landets sommerhuse igen er stigende.

Således blev et gennemsnitligt dansk sommerhus udbudt til 2.097.784 kr. i december, mens den gennemsnitlige udbudspris for februar lyder på 2.139.635 kr. Det svarer til en stigning på knap 42.000 kr. Det fremgår af beregninger, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har fortaget på baggrund af landsdækkende tal fra Boligsiden.

-Vi har siden nytårsskiftet set stigende udbudspriser på sommerhusmarkedet, hvilket jo i sagens natur især er en glædelig nyhed for sommerhusejere, der går med salgsovervejelser, mens det intensiverer markedet yderligere blandt køberne, siger Peter J. Mattsen, administrerende direktør i Nybolig.

Ifølge ejendomsmæglerkæden er de stigende udbudspriser en naturlig effekt af et marked, hvor udbuddet af boliger til salg fortsat bliver mindre.

-Vi mærker fortsat en stor efterspørgsel efter sommerhuse blandt køberne i markedet. Og i et boligmarked, hvor udbuddet er historisk lavt og stadig faldende fører det ikke overraskende til stigende udbudspriser. Samtidig er danskernes opsparinger vokset betragteligt under coronakrisen, hvilket medfører en større købelyst blandt boligkøberne, siger Peter J. Matten.

De seneste tal for uge 8 viser et samlet boligudbud i Danmark på 35.604 boliger på tværs af alle boligtyper. Det er det laveste boligudbud siden begyndelsen af 2006, viser historiske data fra Boligsiden.