Søndag morgen var der indkaldt til et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor forretningsudvalget blev orienteret om, at Lizette Risgaard har trukket sig som FH-formand.
Det sker på baggrund af de historier, medierne har beskrevet de seneste dage, hvor en række personer har henvendt sig til Berlingske og Ekstra Bladet og fortalt, at de har oplevet, at Lizette har opført sig upassende.
Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i en pressemeddelelse.
- Det har været nogle hårde døgn for os alle, og jeg er, som så mange andre, naturligvis meget berørt af situationen. Jeg har stor respekt for Lizettes beslutning, siger Morten Skov Christiansen, fungerende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og fortsætter:
- Jeg er helt enig med hende, når hun siger, at hun ikke ønsker at stå i vejen for FH og hele fagbevægelsen. Den eksterne advokatundersøgelse er sat i værk. Der er behov for en grundig undersøgelse, der udføres respektfuldt og ordentligt.
- Og så vil jeg prøve at se lidt fremad, og jeg glæder mig rigtigt meget til at komme rundt i landet i morgen til 1. maj arrangementer. Forude venter store, vigtige politiske dagsordener for lønmodtagerne, siger Morten Skov Christiansen.