Kvinde hentede mand ind fra værksted: Så sprang hun bomben

08/03/2022 10:51

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Hentede manden ind fra værkstedet og sprang bomben om milliongevinst: ”Så stod tårerne i øjnene på ham”

Vordingborg-par glemte at tjekke million-kupon i Brugsen – vil nu færdiggøre 18 år gammelt byggeprojekt og forkæle børn og børnebørn.

”Vi har jo aldrig været heldige før,” lyder det meget glad og lidt forfjamsket fra den ældre kvinde, som sidder med manden på medhør i køkkenet i et sted i Vordingborg Kommune.

De er et ældre ægtepar, som gennem en årrække fra tid til anden har spillet Lynlotto, men kun vundet meget små beløb. Indtil videre. For en mandag for et par uger siden skulle deres liv ændre sig. De var nemlig blevet udtrukket i Danske Spils Millionærgaranti, skulle det vise sig. Hver uge trækkes der således lod blandt alle, der har spillet Lotto den uge, og findes to heldige vindere af 1 mio. kroner.

”Vi havde egentlig ikke købt Lotto i et stykke tid, men så var jeg til banko og vandt fem gevinster, og da jeg kom hjem, sagde min mand, med det held, du har for tiden, skal du altså op og købe et par kuponer,” fortæller kvinden med et grin.

Glemte alt om vinderkuponer
Hun købte kuponerne, og glemte sådan set alt om dem, men nogle dage efter var der i Brugsen en plakat med, at der havde været en Lotto millionær – og i Brugsen sagde de, at der var en millionær, der ikke havde meldt sig. Der tænkte parret ”gud ved, om det kan være os”. Derefter hentede hun sin kupon og krydsede fingre hele vejen tilbage til Brugsen.

”Jeg troede ikke helt på det, men i Brugsen sagde de, at jeg skulle tage hjem og kontakte Danske Spil, for der var noget på kuponen, som var større end 5.000 kroner, beretter kvinden.

Manden ind fra værkstedet – så stod tårerne i øjnene
Derhjemme kontaktede hun Danske Spil og fandt ud af, at den var god nok. Manden var ude i værkstedet, og der var han sjældent til at drive ud af, men kvinden bad ham alligevel komme indenfor.

”Det havde han ikke tid til, sagde han. Jo, nu kommer du med, sagde jeg til ham. Så fortalte jeg ham, at vi havde vundet en million, og så stod tårerne i øjnene på ham,” fortæller kvinden bevæget.

Og hvad gør man så med en million kroner?

”Vi ville gerne lige se, at de stod på kontoen, inden vi besluttede noget, haha. Vi har tænkt os at tage os lidt af vores børn og børnebørn, de skal også mærke, at vi har vundet, og have glæde af det,” fortæller kvinden.

Parret har også en drøm om at få færdiggjort et byggeprojekt, som har været meget længe undervejs.

”For 18 år siden byggede vi til, og nærmest siden da har vi drømt om at få renoveret den tilbygning. Det kan vi nu,” slutter hun glad fra køkkenet i Vordingborg.