Kender du til tyvenes 'papirtrick'? Nu advares danskerne mod det

28/07/2024 22:32

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Hvis du ikke kender tricket, er der større mulighed for, at tyvene snyder dig.

Mest læste i dag

Det er blevet sommer, og det betyder, at tricktyvene igen er aktive.

I sidste uge advarede politiet om, at tyvene i år har udviklet en ny metode.

For at komme tæt på folk opsøger tricktyvene personer i byens grønne områder og tilbyder at samle deres tomme flasker eller dåser for at få pant.

Der er dog ikke tale om lovlydige pantsamlere, men kriminelle, som udnytter situationen til at stjæle folks telefoner, punge eller andre værdigenstande, som ligger fremme.

Men selvom der kommer nye metoder til, betyder det ikke, at de gamle forsvinder.

Derfor gør Københavns Politi i en pressemeddelelse opmærksom på, hvilke metoder man skal være særligt forsigtig med.

Papirtricket

En tricktyv bruger et stykke papir, f.eks. et bykort eller et A4-papir med tekst til at dække over en genstand.

Det kan være en mobil på et cafébord. Mens tricktyven afleder opmærksomheden med papiret, bliver mobilen stjålet.

Derfor skal du være meget opmærksom på din mobil eller andre ejendele, hvis en person henvender sig med et kort eller papir, når du sidder på en café eller restaurant.

Undgå desuden at placere dine værdigenstande synligt på bordet, når du er på restaurant eller café.

Dansetyven

Dansetyven afleder opmærksomheden fra tyveriet ved at 'danse' med sine ofre og går ofte efter personer med synlige værdigenstande, som stjæles under 'dansen'.

Dansetyvene starter nogle gange med at give en high five eller beder offeret om at tage et billede, inden de udfører dansetricket.

Af den grund skal du være ekstra forsigtig, hvis en sådan 'danser' kommer tæt på dig.

Råb op, hvis du bliver udsat for tyveri, og tiltræk opmærksomhed, så andre ser, hvad der foregår, skriver politikredsen.

Den klassiske lommetyv

Lommetyven stjæler fra din taske eller jakkelomme, når du er uopmærksom.

Det sker ofte på travle steder i byen som f.eks. Nørreport, Hovedbanegården og Kongens Nytorv. Derfor er det en god idé at lukke sine lommer og bruge inderlommen eller en taske med lynlås.