IKEAs bistro og svenske madmarked, der er placeret efter varehusets udgangskasser, er super praktiske og næsten for billige til, at folk kan modstå trangen til at fylde maven, når nu man alligevel er der.
Men hvis du planlægger at forkæle dig selv med en Marabou, Daim eller Toblerone næste gang, du besøger det ikoniske gule og blå varehus, kan du ende med at blive slemt skuffet.
IKEA Danmark har nemlig besluttet at stoppe salget af alle produkter fra Mondelez, som ejer en lang række fødevarebrands indenfor særligt chokolade, herunder Marabou, Daim og Toblerone.
Det bekræfter Nadia Vasiljev, der er kommunikationschef for IKEA Danmark overfor B.T.
"Vi har opsagt kontrakten med Mondelez og produkterne bliver udfaset af vores sortiment henover de næste seks måneders tid," skriver hun i en mail til B.T. og fortsætter:
"Beslutningen kommer i forlængelse af en langsigtet ambition om at have så mange af vores egne IKEA-produkter i vores sortiment af slik og chokolade. Beslutningen er taget globalt."
Opsigelsen kommer i kølvandet på, at Ukraine har blacklistet Mondelez, da de mener, at virksomheden bidrager til Ruslands krigskasse ved at fortsætte med at operere på det russiske marked.