En Netto-butik i Esbjerg har modtaget en sur smiley, efter at der blev fundet store fejl i hygiejnen i flere af butikkens kølediske.

En død natsværmer i frysedisken, døde insekter i pålægskøleren og skimmel i bunden af udsalgskølere.

Det var de lettere chokerende opdagelser Fødevarestyrelsen gjorde sig, da de den 2. februar undersøgte en Netto-butik på Bytoften i Esbjerg – det skriver Ekstra Bladet.

I kontrolrapporten har Fødevarestyrelsen offentliggjort de fund, der nu har kostet butikken en bøde på 10.000 kroner samt, og måske noget værre, en sur smiley.

”Der er fundet knopskud af formodet skimmel i virksomhedens udsalgskølere. I køler med fersk kylling er der indtørret rester af rå kyllingesaft i bunden under kødet,” – Lyder det fra Fødevarestyrelsen i rapporten, hvori det tilføjes:

”Der er konstateret en død natsværmer i fryser samt andre døde insekter i pålægskøler,”

Desværre for denne Netto-butik i Esbjerg, er det ikke første gang, at Fødevarestyrelsen har måtte uddele reprimander for dårlig rengøring.

Så sent som i august 2020, altså for bare et halvt år siden, var styrelsen på besøg, og kunne også dengang konstatere mangel på kontrol med hygiejnen i butikken.

”Drypbakker i mælkekøler fremstår mangelfuldt rengjort. Gulv under mælkevogne fremstår med indtørrede rester af spildte drikkevarer (mælk),” – Lød det i rapporten dengang, med tilføjelsen:

”Enkle steder fremstår det som om væksten vokser ud af huller i plade, så område bagved pladen kan også have vækst af formodet skimmel. Underside af hylder samt bagvægge i mælk/pålæg samt grøntkøler fremstår med knopskud af formodet skimmel,”

Ekstra Bladet har sidenhen forsøgt at få en kommentar fra Salling Group, da der tilsyneladende er et vedvarende problem med denne specifikke Netto-butik, men der har Salling Group ikke været interesseret i.