Hvor længe bor danskerne i deres hjem? Få ved det, men her er svaret

06/04/2025 20:28

|

Emil Martesen

Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock
Hvor længe bor danskerne i deres hjem?

Andre læser også

23 % af os har boet over 20 år i vores bolig, og i gennemsnit har vi boet ca. 9,7 år i det nuværende hjem, viser Homes flyttebarometer 2025 med over 2000 besvarelser fra et repræsentativt udsnit af den voksne befolkning.

Forskelle i 'botid' mellem landsdele

  • Det er på Sjælland (30 %) og især i landsdel Østsjælland (32 %), at det er mere end 20 år siden, at man sidst har pakket flyttekasserne.

  • Det er også her, at folk i snit har boet længst tid i deres nuværende bolig med ca. 10,9 år.

  • Kortest tid er det til sammenligning i Østjylland med kun ca. 8,6 år.

”Aarhus fylder meget i den østjyske flyttestatistik, og kommunen har mange unge og efterhånden mange studieboliger, som tilsammen medvirker til mange flytninger,” vurderer boligmarkedsanalytiker og talsperson i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Der er netop stor forskel på, hvor længe forskellige aldersgrupper har boet i hjemmet, viser opgørelsen, som YouGov har udarbejdet for Home siden 2020.

Unge flytter meget – indtil de gror fast.

”Flyttebarometeret viser tydeligt, hvordan flytninger kommer i bølger gennem livet. Vi flytter rigtig meget i de unge år, indtil vi stifter familie,” siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.

Flest unge har 2 års-jubilæum, flest ældre har 20 års

Derfor er det ikke overraskende de unge, der har boet kortest tid i deres bolig. 

  • Næsten halvdelen (48 %) har kun boet op til to år i den samme bolig. Og næsten syv ud af ti blandt de 18-29-årige svarer, at de har max. fire år ’på bagen’ i deres hjem.

  • Blandt de +60-årige danskere er det præcis halvdelen, som har fejret 20-års ’jubilæum’ i hjemmet. Det er flest af alle.

  • Færrest med over 20 år i samme bolig er der blandt de 30-39-årige med godt 1 %.

”I denne aldersgruppe er stort set alle flyttet fra barndomshjemmet, men de har af naturlige årsager ikke boet så længe i deres nuværende hjem, også fordi man flytter en del gange som ung,” siger Homes boligmarkedsanalytiker.

Ca. 1 % af danskerne har altid boet i deres nuværende bolig.

Flest finder vi blandt de unge mellem 18-29 år (3 %), men der er også 1 % af dem på 60+, der aldrig har skiftet adresse ifølge undersøgelsen.

”De bor altså fortsat i det hjem, som de voksede op i,” siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.

Flere har flytteplaner

Flere danskere flytter i år – eller har planer om det, viser det årlige flyttebarometer.

”Vi nærmer os det gennemsnitlige niveau for flytteplaner,” siger talsperson og boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

I 2025 svarer 15,9 % - altså godt hver sjette dansker – at de har planer om at flytte.

Du kan se hvor længe danskerne har boet i deres bolig i din landsdel ved at trykke her.