Hver ottende dansker er blevet hacket på de sociale medier, men kun hver anden bruger to-faktor godkendelse til at beskytte sig selv på nettet. Og jo ældre man er, jo større er risikoen for, at man giver hackere let adgang til sit digitale liv. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

De seneste år er antallet af hacker-angreb og digitale tricktyverier kun steget.

Desværre har blot 31 % af danskere over 50 år beskyttet sig med to-faktor-godkendelse på sociale medier, mail og lignende, hvilket står i stærk kontrast til de 56 % blandt dem under 50 år, der har valgt det ekstra lag af sikkerhed.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

Med to-faktor godkendelse menes, at man som bruger ikke blot logger på ved at bruge et password, men at man også skal godkende sit login ved hjælp af fx en kode sendt til en anden enhed.

”Vi kan se frem til en tid, hvor hacker-angreb vil ske oftere, og hackerne desværre bliver bedre og bedre til det. Derfor er det helt nødvendigt, at man garderer sig så godt som muligt, og beskytter sine konti med to-faktor godkendelse, der gør det væsentligt sværere at få adgang til private data,” siger skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild.

Ældre har større risiko for at blive udsat for digitale forbrydelser

Jo ældre man er, des større er sandsynligheden for, at man ikke bruger to-faktor-godkendelse.

Og erfaringerne fra Gjensidige viser, at jo ældre man er, jo større er risikoen for at blive offer for digital kriminalitet. Men det er ikke kun de ældre, der bør have to-faktor aktiveret. For ifølge en opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd fra 2020 har op mod en halv mio. danskere oplevet at være ofre for forsøg eller fuldbyrdet IT-kriminalitet.

”Det er især ældre borgere, der er bliver udset som ofre af tyveknægte på internettet. Derfor er det bekymrende, at så mange helt har droppet at have to-faktor på deres konti. Vi ser i vores skader under dækningen af ID-tyveri desværre også, at det er mange ældre kunder, der oplever at få deres identitet misbrugt eller stjålet. Når det er sagt, så er det ikke fordi, at tallene for de yngre målgrupper ligefrem begejstrer. Der er nemlig alt for mange, som ikke beskytter deres digitale liv. Derfor kan jeg kun opfordre alle, uanset alder, til at aktivere to-faktor godkendelser på Facebook, mail og andre steder, hvor de har en brugerprofil,” siger Henrik Sagild.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i september 2021 blandt 1166 repræsentativt udvalgte danskere. Følgende spørgsmålet er stillet til dem, der har angivet, at de har en eller flere konti på sociale medier, mail, foto-backup-tjenester eller lignende.