Hver femte produkt fjernes fra markedet: Det er farlige produkter

17/12/2021 09:00

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Sikkerhedsstyrelsens test af fyrværkeri betyder, at farlige fyrværkeriprodukter er fjernet fra markedet, inden årets fyrværkerisalg åbnede i går.

Fra i går var det muligt at købe fyrværkeri frem mod nytår, men allerede inden der var åbnet for salget, havde Sikkerhedsstyrelsen fjernet farligt fyrværkeri fra markedet.

I november har Sikkerhedsstyrelsen testet over 500 fyrværkeriartikler med hjælp fra et uafhængigt testlaboratorium. Resultatet er, at 17 procent eller hver femte af de testede produkter fejlede og skal være fjernet fra markedet, inden salget åbner i dag.

Men selvom kontrollen er omfattende, skal forbrugerne dog alligevel tænke sig om og passe på, når de fyrer af eller kigger på fyrværkeri.

"I Danmark har de fleste af os en tradition med at skyde det nye år ind med fyrværkeri på himlen. Det er en fejring, som mange værdsætter og glædes over. Men fyrværkeri kan være farligt, og desværre er der alt for meget krudt, der ikke lever op til sikkerhedskravene. Derfor er det rigtig godt, at Sikkerhedsstyrelsen med sin indsats har fjernet farligt fyrværkeri fra markedet. Fyrværkeri er ikke legetøj – det er noget, vi skal behandle med respekt," siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Op til 10 eksemplarer af hver type raketter, batterier og compounds er blevet testet for at sikre, om fyrværkeriprodukterne levede op til kravene.

"I år har vi fundet færre farlige produkter i vores test, end vi plejer. Det er en positiv udvikling, men det er stadig alt for mange farlige fyrværkeriprodukter. Vær varsom, når krudtet fyres af nytårsaften. Det er jo ikke alle fyrværkeriprodukter, som vi har gennemgået, og derfor skal man stadig huske de fem fyrværkeriråd," siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Kirstine Gottlieb.

Flere kontroller frem mod nytår

Når fyrværkeri fejler, kan det skyldes flere årsager. Lunten kan være for ringe, fyrværkeriet antænder for hurtigt, udslaget kommer ikke højt nok oppe i luften, lyden er for høj, eller der er nedfaldne gløder.

"Vi gennemfører nu også 240 kontroller på salgssteder inden nytårsaften for at kontrollere, om tilbagekaldt fyrværkeri er fjernet fra markedet, og vi kontrollerer om fyrværkeriet er CE-mærket. Skulle nogle forbrugere nytårsaften opleve, at nogle fyrværkeriartikler ikke fungerer efter hensigten og udgør en umiddelbar fare, så vil vi meget gerne have en anmeldelse og et foto," siger Kirstine Gottlieb.

I Danmark er det ulovligt selv at indføre fyrværkeri fra udlandet. Det betyder, at fyrværkeri hverken må købes på indkøbsture til Tyskland eller over nettet fra udlandet.

I nytåret 2020/2021 oplevede Danmark det laveste antal tilskadekomne siden midten af 1990’erne med en nedgang på 27 procent fra året forinden. Sikkerhedsstyrelsen gennemfører også i år flere kampagner, som skal minde alle og ikke mindst unge drenge om fyrværkerirådene.

Forbrugere og forhandlere kan se farlige eller mangelfulde fyrværkeriprodukter på produkter.dk

Fejler fyrværkeri, så kan Sikkerhedsstyrelsen kontaktes på sik@sik.dk