Høj smitte på skole: Elever sendes før hjem

10/12/2021 09:39

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Fra fredag er Skads Skole Signatur lukket for eleverne i 0. - 4. klasse.

Det har Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet, og skolen er straks gået i gang med at planlægge nødpasning og hjemmeundervisning.

På Skads Skole Signatur er der nu så mange smittede med coronavirus, at Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet, at Esbjerg Kommune skal lukke skolen for eleverne i 0.-4. klasse. Aktuelt lyder meldingen på 53 elever og syv ansatte, der er smittet med coronavirus. Lukningen gælder fra i morgen, den 10. december, og fem dage frem, og i den periode må skolens 211 elever i 0.-4. klasse og deres forældre ikke komme på skolen hverken til undervisning eller i SFO’en.

I stedet skal eleverne have hjemmeundervisning, som efter nedlukningen gælder for alle elever først frem til juleferien og derefter til den 5. januar, sådan som regeringen meldte ud på pressemødet onsdag. Der vil dog være mulighed for nødpasning for de elever, der af forskellige grunde ikke kan være hjemme, og det er skolen nu i dialog med familierne om, lige som skolens personale straks er gået i gang med at planlægge de kommende dages hjemmeskole.

Grunddig rengøring og test

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er det nødvendigt at sætte ind med en lukning af skolen for de yngste elever, fordi smitteudbruddet er accelereret, og smitten er fordelt over flere klasser. Samtidig er det ikke sikkert, at smittekæderne er blevet brudt.

Personalet må fortsat komme på skolen, der nu følger Styrelsen for Patientsikkerheds anbefalinger om grundig rengøring og også helt på linje med styrelsen anbefaler alle elever og ansatte og deres familier at blive testet for coronavirus.

”Vi er yderst seriøse omkring styrelsens påbud og har med det samme taget fat på alle de praktiske opgaver, der følger med nedlukningen. Vi har efterhånden noget erfaring at trække på og følger selvfølgelig alle anbefalinger, så vi forhåbentlig sammen kan få stoppet smitten og sende alle trygt og godt ind i juletiden,” siger områdechefen for Kultur & Skole, Ulla Visbech.