Mens resten af landet for længst har indført affaldssortering, er situationen anderledes i Gribskov Kommune.
Selvom der har været lovkrav siden 2021, har et blåt flertal i byrådet igen valgt at udskyde implementeringen – denne gang til 2026.
Ifølge formanden for klima-, teknik- og miljøudvalget er beslutningen bevidst, og han står ved den. Det rapporterer TV 2 Kosmopol.
Sidste kommune uden affaldssortering
I hele Danmark bliver affald sorteret i ti fraktioner, men i Gribskov ryger det meste stadig i én container.
Fastboende har separat afhentning af madaffald og restaffald, mens sommerhusejere kun har én fraktion: restaffald.
Beslutningen har længe mødt kritik, men et politisk flertal har konsekvent udskudt ordningen.
SF’s Jens Rane Holck kalder situationen "pinlig" og mener, at de blå partier bevidst har blokeret indsatsen:
"Affaldssorteringen er blevet politisk syltet, fordi der har manglet vilje til at overholde den lov, som er vedtaget nationalt."
"Jeg er meget stolt"
Brian Lyck Jørgensen (DF), formand for klima-, teknik- og miljøudvalget, fastholder, at beslutningen er truffet med åbne øjne:
"Så længe der har været et politisk flertal for det, har vi valgt at gøre det på denne måde... Og det er jeg egentlig meget stolt af den dag i dag."
Hovedårsagerne til modstanden er frygten for stigende affaldsgebyrer samt ønsket om at begrænse antallet af skraldespande ved borgernes boliger.
Midlertidig løsning på vej
Nu har kommunen dog fundet en model, hvor hver husstand får to beholdere med opdelte rum, så affaldet kan sorteres i fire fraktioner i stedet for de lovpligtige ti.
Selv med denne løsning vil ordningen dog først træde i kraft i 2026.
Indtil da fortsætter Gribskov med at bryde loven – helt bevidst.