"Ja, det er faktisk en sjov historie..." begynder en fynbo, når han fortæller om den dag, hvor hans liv tog en uventet drejning, uden at han selv opdagede det.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
"Jeg plejer ikke at vinde mere end omkring 142 kroner. Det havde jeg lige gjort i Eurojackpot om fredagen, og så brugte jeg dem på at spille Lotto om lørdagen. Om søndagen fik jeg så en mail med beskeden 'tillykke, du har vundet', men jeg slettede den bare, fordi jeg troede, det var de sædvanlige 142 kroner, så jeg har faktisk aldrig set den," fortæller fynboen. Først meget senere loggede han ind på sin Danske Spil-konto for at tjekke status, og der opdagede han, at han havde vundet 1.000.000 kroner via Lottos Millionærchancen.
"Der blev jeg overrasket. Jeg vidste, der kun skulle stå fem kroner, men der var godt nok mange nuller! Så jeg overførte straks alle pengene til min NemKonto..." fortæller manden, som dog først for alvor troede på sit held, da pengene dagen efter dukkede op på bankkontoen.
"Jeg tog til fitness som normalt, og så stod jeg der og kiggede på de andre, mens jeg tænkte: Det er egentlig mærkeligt, at jeg nu kan kalde mig millionær!" mindes han.
Siden den tur i fitnesscentret er manden begyndt at bruge af pengene, så han er ikke længere millionær, men det er tæt på. Han er ikke typen, der bare bruger løs:
"Jeg har da købt nye rullegardiner til udestuen, men man kan jo kun bruge pengene én gang. Og hvis man bare farer ud og smider rundt med pengene, så kan man hurtigt bruge en million. Nej, så vil jeg hellere leve lidt stille i stedet for at gå amok," siger han.
Han har også givet børnene et økonomisk tilskud og afbetalt noget gæld, men de fleste af pengene er der endnu, så han stadig har fornemmelsen af at være næsten-millionær:
"Når jeg er nede i byen, kan jeg stadig blive helt overrasket og tænke 'nåjo, sådan en kan jeg da godt købe'. Men jeg vil nu bare gerne have ro på. Jeg er stadig helt nede på jorden, der er ikke noget snobberi her. Man bliver ikke et bedre menneske af at gå og smide om sig med penge," siger manden, som planlægger at smøre gevinsten ud over hverdagen de næste mange år.
"Jeg vil bare bruge pengene til at forsøde mit liv og hygge mig lidt. Der er helt klart en frihed i det, men der går altså længe, inden man lige vænner sig til det," konstaterer han.
Mere end 300 heldige danskere bliver hvert år millionærer med Danske Spil.