Det er ingen hemmelighed, at online svindel bliver stadig mere sofistikeret med tiden.
Det betyder dog ikke, at de 'gode gamle' svindelnumre er forsvundet; nu er der igen problemer med falske SMS'er.
Lige nu cirkulerer der falske SMS'er med Digital Post som afsender, som ser ud til at komme fra Gældsstyrelsen.
Dette har fået Digitaliseringsstyrelsen til at udsende en advarsel via appen 'Mit digitale selvforsvar'. Her forklarer de, hvad man bør og ikke bør gøre, samt hvordan man skal håndtere truslen.
I SMS'en oplyser svindlerne, at der er post fra Gældsstyrelsen, og at man bør klikke på linket i beskeden for at logge ind og læse brevet.
SMS'en er falsk, og du skal undlade at klikke på linket.
Digital Post sender aldrig SMS'er med links, der fører direkte til en login-side, men i stedet til hovedsider som borger.dk, e-Boks.dk og mit.dk.
Hvis du allerede har klikket på linket og indtastet dine personlige oplysninger, kan du få hjælp ved at kontakte Cyberhotline for Digital Sikkerhed på 33 37 00 37.
Her er tre gode råd til at beskytte dig mod svindel:
Ingen banker eller offentlige myndigheder vil bede om dine personlige oplysninger og koder via mail, SMS eller telefon.
Vær opmærksom på mistænkelige links eller afsenderadresser, fx meget lange links eller stavefejl.
Hvis du er i tvivl om en beskeds ægthed, kontakt afsenderen via deres hovednummer for at bekræfte, om de har sendt mailen eller SMS'en.
Herunder kan du se et eksempel på den falske besked.
Foto: Mit digitale selvforsvar