Et forældrepar har klaget til Ligebehandlingsnævnet, efter at deres 10-årige datter i kørestol ikke måtte spise på restauranten inden for ’travle tidspunkter’.

Et forældrepar må have fået sig noget af et chok, da de forsøgte at bestille bord på en restaurant, der i denne sag ikke er nævnt ved navn.

Parrets tiårige datter lider af cerebral parese, og sidder derfor i kørestol, og her startede problemerne tilsyneladende. Den restaurantansatte forældreparret talte over telefonen med, påstod først, at familien ikke kunne spise indenfor, fordi der er to trin op til restauranten – det skriver B.T.

Det skulle dog blive endnu mere mærkværdigt og ubehageligt.

Forældrene var forståeligt nok ikke tilfredse med det første svar, men fortalte den ansatte at de kunne løfte både datter og kørestol op ad trappen. Det var dog ikke nok for restauranten.

For ifølge den ansatte kunne familien i så fald godt få lov at spise indenfor, men kun uden for travle tidspunkter.

Den besked blev for meget for forældreparret, og de klagede samme dag, den 21. februar, til Ligebehandlingsnævnet på datterens vegne – Og nu har forældrene fået medhold i deres klage.

”Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager blev nægtet adgang til at spise inden for på indklagede restaurant på travle tidspunkter,” – lyder det i konklusionen fra Ligebehandlingsnævnet der vurderer, at pigen blev udsat for direkte forskelsbehandling.

Derfor skal restauranten betale et erstatningsbeløb på 5.000 kroner til pigen, og den dom har restauranten med det samme accepteret.

”Informationen, som blev givet, hører ingen steder hjemme, og repræsenterer ikke indklagedes (restaurantkædens, red.) politik eller menneskesyn,” – lyder det ifølge nævnet fra restauranten.