Første kommune i Danmark: Alle pædagoger får mere i løn

Nu skal pædagogerne i Egedal have mere i løn.

Uanset om man er nyuddannet og nyansat eller har mange års erfaring, så venter der en fast lønforhøjelse på næsten 500kr. om måneden.

Det er Egedal kommune og BUPL Nordsjælland blevet enige om.

Det er unikt at lønnen gives til alle uanset erfaring.

Der er ingen tvivl om, at det bliver lidt sjovere at holde vinterferie i år for pædagogerne i Egedal Kommune.

I hvert fald hvis man bliver glad for at få lidt mere i lønposen.

BUPL og Egedal Kommune har nemlig besluttet at løfte ledere og medarbejdere indenfor BUPLs overenskomstområder med 3,2 mio.

Det gør man for at styrke en målrettet indsats for fastholdelse af kommunens kompetente medarbejdere, og rekruttering af nye dygtige medarbejdere inden for det pædagogiske personales overenskomstområder.

Ordningen er unik og ganske særlig da lønforhøjelsen tilbydes til alle uanset alder, erfaring og titel.

Er man ung nyuddannet og nyansat får man altså præcis det samme udbetalt som en leder med 30 års erfaring.

Ikke bare som engangstillæg, men som en fast fremtidig lønforhøjelse.

Det er kun i Egedal, at den ordning er vedtaget og kommer i kølvandet på andre særlige ordninger i Egedal som har en ambition om at være Danmarks mest fleksible arbejdsplads.

Også med det formål at fastholde og rekruttere nye medarbejdere. Både den tidligere og nuværende formand for Familieudvalget er både glade og stolte af den nye ordning.

Formand for Familieudvalget Lasse Nørskov udtaler:

– Vores pædagogiske personale udgør en af grundstenene i velfærdssamfundet og vi har en forpligtelse, til at gøre hvad vi kan for at holde på dem. Der er stor mangel på pædagogisk personale i hele landet. Det er her er første step til at fastholde og tiltrække nye medarbejdere til vores institutioner. Så vores børn kan få den omsorg og tryghed som er helt afgørende for hvilke mennesker de bliver. Egedal skal være et attraktivt sted både at bosætte sig og arbejde, siger Lasse Nørskov.

Lasse Nørskov overtog efter valget posten som formand fra Carina Buurskov, der frem til valget sad for bordenden under forhandlingerne om den nye ordning.

– Det er så vigtigt at prioritere det her område. Den her aftale har været længe undervejs og jeg er både stolt og glad for, at det nu er lykkedes at lande den. Vi har alle en interesse i at vores dygtige pædagoger fortsat har lyst til at arbejde i Egedal, det er den her aftale et udtryk for, siger Carina Buurskov.

Fællestillidsmand for BUPL Nordsjælland, Majbrith Randers Feveile udtaler:

– Vi er meget tilfredse med den her aftale. Den er solidarisk, Alle bliver honoreret med det samme beløb, uanset om man er nyansat eller har været ansat i 10 år. Og med alle mener jeg alle. For aftalen gælder både ledere og medarbejdere, siger Majbrith Randers Feveile.

Følgende vilkår er aftalt mellem BUPL Nordsjælland og Egedal Kommune.

  • Fordeling af midlerne sker med afsæt i et Egedal tillæg, således at alle medarbejdere omfattet af nedenstående overenskomster vil være berettiget til tillægget.
  • Det forhandlede beløb ligger over det politisk afsatte beløb og er dermed også en del af den ordinære lønforhandling.
  • Tillægget udgør årligt 5.500 kr. + pension