Flytrafikken risikerer at lukke ned her

16/03/2022 07:16

|

Christina Hansen

Foto: Arkiv: Presse-fotos.dk

Mest læste i dag

Hvis Air Greenland ikke når til enighed med deres flymekanikere, lukker flytrafikken til og fra Grønland ned fra den 9. april. Air Greenland har svaret igen ved at lockoute alle flymekanikere fra den 11. april, og det vil lamme transporten internt i Grønland.

Efter gentagne forhandlinger mellem Air Greenland og Dansk Metal er det ikke lykkedes at nå til enighed om en ny overenskomst for de flymekanikere, der holder flyene på vingerne. Dansk Metal har derfor varslet konflikt mod Air Greenland fra den 9. april.

”Vi forsvarer vores medlemmers realløn. Derfor kan vi under ingen omstændigheder acceptere, at vores medlemmers løn bliver udhulet, når virksomheden har en stærk økonomi. Medarbejderne har været med til at skabe den værdi, og det er nu, de skal mærke det. Vi er klar til at strejke, hvis Air Greenland ikke rykker sig”, siger forbundssekretær og forhandlingschef i Dansk Metal Keld Bækkelund.

Dansk Metal har varslet konflikt mod den transatlantiske airbus-rute mellem Kastrup og Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Det er den eneste direkte rute til og fra Grønland. Air Greenland har valgt at svare igen ved at varsle lockout mod alle Dansk Metals flymekanikere på de lokale lufthavne i Grønland. Det vil lamme trafikken internt i Grønland, da indenrigsflyvningerne er afgørende for at kunne komme rundt.

”Vi ønsker ikke at ramme indenrigstrafikken i Grønland, og vi beklager meget, at det grønlandske folk nu bliver ramt. Det er alene Air Greenlands beslutning. Vi har udelukkende varslet strejke på den transatlantiske rute”, siger Keld Bækkelund.

Der er pt. ikke planlagt nye møder mellem parterne.

”Vi stiller op til hvilken som helst forhandling. Men det kræver altså, at Air Greenland flytter sig. Vores krav er ikke ublu, men arbejdsgiverne har tilsyneladende altid et argument for, at medarbejderne ikke skal have. I nedgangstider siger de, at de ikke har råd til noget. I opgangstider siger de, at nu skal vi passe på, fordi økonomien kan blive overophedet. Corona ramte flybranchen hårdt, men på trods af det var der overskud i Air Greenland, og derfor er det kun rimeligt, at medarbejderne bevarer deres realløn. Det er vi klar til at tage en konflikt på”, siger Keld Bækkelund.

Overenskomsten mellem Air Greenland og flymekanikerne udløb i 2020, men pga. corona og de daværende udfordringer for flybranchen blev den efter gensidig aftale forlænget til 2021.