Den bulgarske ernæringsekspert, professor Donka Baykova, har udtalt sig til det bulgarske medie BGNES omkring alkohol og kcalorier.
I den forbindelse kommer hun med et par spændende betragtninger om blandt andet øl, som mange danskere nok vil være glade for at læse. Først kigger hun dog på andre slags alkohol.
“Cocktails er meget kalorierige, mens øl er rig på mineraler og vitaminer og skåner vægten mest. Til måltiderne anbefales fisk, frugt og grøntsager samt magert kød. Is til dessert bør være lavet af kvalitetsprodukter og naturlige ingredienser,” udtaler ernæringsekspert professor Donka Baykova til BGNES.
“På varme dage, når man slapper af efter arbejde, vil folk ofte gerne drikke noget lettere med lavt alkoholindhold, fordi høje alkoholprocenter ikke er passende i sommervarmen – det ved alle. Disse drikke producerer varme, indeholder tomme kalorier og gør kroppens varmeregulering vanskeligere. Mange vælger moderne cocktails, som er en kunst inden for madlavning og er blevet populære i mange lande,” forklarer ernæringseksperten.
Hun præciserer dog, at cocktails er meget kalorierige og advarer mod overforbrug.
“Sukkerholdige produkter og cocktails har mange flere kalorier end almindelige drikke. For eksempel har 100 milliliter spiritus, såsom klassisk vodka, 230 kalorier. I cocktails tilsættes ofte 50, 30 eller 25 milliliter vodka, men tilføjelsen af sukker fra frugt eller sirup giver ekstra glukose og fruktose, altså simple sukkerarter, så det samlede kalorieindhold skal tages i betragtning,” kommenterer Baykova.
Øl skader vægten mindst
Nu kommer den gode nyhed så, til folk der er glade for øl.
Hun understreger, at øl er den type alkohol, der skader vægten mindst.
“To glas vin, uanset om det er hvidt eller rødt, svarer kaloriemæssigt til 100 milliliter spiritus, uanset om det er vodka, brændevin eller whisky, hvilket igen svarer til 500 milliliter lys øl – alt dette indeholder 230 kilokalorier. Et glas øl på 330 milliliter har omtrent halvt så mange kalorier,” vurderer professor Donka Baykova.
Hun tilføjer, at øl er rig på B-vitaminer og mineraler og har en let humørforbedrende effekt.
“I Skandinavien, hvor dagene er korte og der er mange depressioner, er en lille øl på 330 milliliter tilladt for kvinder i frokostpausen,” fortæller Baykova.
“Derfor er deres frokostpauser lidt længere, netop på grund af denne øl. Mændene får lov til at drikke 500 milliliter lys øl, hvilket har en antidepressiv effekt, og et glas øl indeholder færrest kalorier,” påpeger ernæringseksperten.
Her på redaktionen kan vi ikke nikke genkendende til den påstand fra eksperten.
Hvad angår alkohol på arbejdspladser er det op til den enkelte virksomhed, men det er bestemt ikke vores overbevisning, at man i Skandinavien har længere frokostpauser, fordi man har lov til at drikke øl. - Helt dumt lyder det dog ikke, så måske vi kommer til at foreslå det til redaktionschefen.