Weekenden lakker mod enden og det selvsamme kan man sige om de sommerlige tendenser, der i øjeblikket har fået sit tag over Danmark.
Når danskerne tager hul på den nye uge mandag, så bliver det nemlig en våd en af slagsen, og de kommende dage ligner en tro kopi.
I første omgang skal søndagens vejr dog overstås, og her venter en af de flottere sommerdage.
For selvom højtliggende skyer vil præge himlen, så vil det opleves som en solrig start på dagen, omend solen kan virke noget sløret.
Samtidig vil temperaturen hurtigt stige til mellem 22 og 28 grader – lokalt op til 30 grader i Sønderjylland og på Fyn, mens man i Nordvestsjælland lokalt kan nå op på 29 grader.
Det skriver DMI.
Der er dog også et scenarie, hvor de 30 grader holder sig lige syd for grænsen i Tyskland.
Op ad dagen bliver det mere skyet, især mod vest, og der kan i eftermiddag komme enkelte byger – det vil føles lummert. Et tordenbrag kan derfor heller ikke udelukkes.
Selvom luften i dag er meget varm, vil havet for de fleste nok føles køligt.
Luften bliver i løbet af dagen mere fugtig og bygerne kan i aftentimerne og natten bliver mere kraftige - med både torden og hagl, særligt over det fynske og sjællandske.
Når søndagen synger på sidste vers, så venter et vejrskifte i den nye uge, hvor der mandag passere en koldfront igennem landet med regn, byger og tiltagende vestlig vind.
Herefter fortsætter det ustadige vejrmønster med en blanding af skyer, regn og byger tilsat lidt eller nogen sol indimellem. Dagtemperaturen kommer op omkring de 20 grader.