Det grå og kedelige vejr har meldt sin ankomst efter en periode med både sol og vinterlige byger.
Der er heller ingen grund til at trække lidt ekstra på smilebåndet, når snakken falder på vejret.
Vejret fortsætter nemlig sådan de næste par uger.
Det skriver DMI i deres netop opdaterede månedsprognose.
Nedbør vil mest falde som regn, men som ugerne skrider frem, ser det ud til, at der bliver mindre af den, og solen vinder tilsvarende lidt mere ind.
’Rigtigt’ vintervejr, med sne og dagsfrost, ligger på nuværende tidspunkt ikke i kortene.
Tocifrede varmegrader
I uge 5, som starter den 27. januar, breder et kraftigt højtryk sig over Rusland, mens to dybe lavtryk bevæger sig fra Atlanten op over Norskehavet.
Det fører til en sydlig til sydvestlig strømning af relativt mild luft ind over landet.
Flere fronter vil passere fra vest, hvilket medfører perioder med regn og blæst - dog med muligheden for solskin ind imellem.
Temperaturerne vil ligge med dagtemperaturer mellem 3 og 8 grader, og enkelte dage kan temperaturen snige sig op omkring 10 grader.
Nedbørsmængderne forventes at falde inden for det normale interval for årstiden.
Solen får lov blive
I uge 6 skifter dynamikken, idet et højtryk over Sydeuropa bevæger sig nordpå over Vest- og Centraleuropa, mens lavtrykkene følger en nordlig kurs mod Island og Norskehavet.
Den milde luft strømmer fortsat ind fra syd og sydvest, hvilket gør, at regnen bliver mindre omfattende.
Svage fronter fra sydvest vil sporadisk bringe byger, men større dele af perioden bydes på skyet og forholdsvis tørt vejr med perioder, hvor solen får lov at brede sig, særligt når tør luft strømmer ind fra sydøst.
Temperaturerne forbliver milde med dagtemperaturer på 3-8 grader og nætter typisk mellem 0 og 6 grader – dog med enkelte perioder, hvor frost kan ramme.
Vinterferien
I uge 7, som de fleste nok kender som vinterferien, fastholdes den milde tendens med kun små justeringer i trykmønstrene.
Højtryk dominerer stadig i Sydeuropa, mens de atlantiske lavtryk fortsætter deres nordlige færd over området.
Vejret bliver præget af svage vestlige fronter, som bringer skyer og sporadiske nedbørsmængder, men også korte perioder med klart vejr og en let nattefrost.
Med den udvikling ser det ud til, at temperaturerne generelt holder sig lidt over normalen, mens nedbørsmængderne forbliver begrænsede.