På disse produkter stiger prisen markant

14/03/2022 12:07

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Det er blevet dyrere at købe en række af de mest almindelige dagligvarer. Fødevarer er i gennemsnit steget mere end forbrugerindekset som helhed, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugerpriserne er steget 4,8 procent i februar 2022 i forhold til samme måned året før, og udviklingen er i høj grad trukket af stigende energipriser. Men nu er det ikke længere kun energipriserne, der er steget markant.
 
Turen i supermarkedet er også blevet dyrere – især hvis der står varer som pasta, madolie og babymad på indkøbslisten. 

I gennemsnit er fødevarer steget mere end forbrugerprisindekset som helhed, og en række af de mest populære varer i husholdningerne er steget væsentligt mere end gennemsnittet, viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

For eksempel er smør blevet 16,3 procent dyrere det seneste år, mens pasta er steget med hele 24,3 pct. siden februar 2021.

"Det er noget, en typisk husstand kan mærke, fordi der i høj grad er tale om basisvarer, som danskerne forbruger en del af," siger specialkonsulent i Danmarks Statistik, Martin Birger Larsen

Frosne skaldyr og ris trækker i modsat retning 

Der er dog også lyspunkter for den enkelte forbruger at finde i statistikken. Med til udviklingen hører nemlig, at en række varegrupper er faldet i pris i den samme periode. 

Det største fald ses således på frosne skaldyr, hvor der er skåret lidt over fem procent af prisen. Varegrupper som ris og æg er også blevet billigere at putte i indkøbskurven

Op og ned for fødevarepriserne

Stigningen i fødevarepriserne ligger samlet set i den høje ende, når man ser på udviklingen i de senere år.

I 2012 var der en stigning på lidt over fem procent, men ellers skal vi helt tilbage til 2008 for at finde højere prisstigninger på fødevarer, end vi ser i dag. 

Der har i de forgangne år også været perioder med deciderede fald i fødevarepriserne.