Vi har en tendens til at tale om kræft som en sygdom for mennesker.
Men selvom kræft er en alvorlig sygdom for menneske-arten, må vi ikke glemme, at andre dyr også rammes af denne sygdom. Det gælder både vores kæledyr og vilde dyr.
Ikke desto mindre har det hidtil været ukendt, i hvilket omfang dyr får kræft, og hvor ofte deres helbred påvirkes af sygdommen.
At vi ikke har den viden, er der en logisk forklaring på; alvorligt syge dyr dør ofte af sult, eller de bliver ædt, og en bagvedliggende alvorlig sygdom kan ikke spores. Desuden er kræft en aldersrelateret sygdom, hvor gamle individer er mere tilbøjelige til at udvikle sygdommen. Derfor er risikoen for kræft hos vilde dyr, hvor alderen sjældent er kendt, svær at estimere.
Alle pattedyr kan få kræft, men ikke alle har samme risiko
Forskerholdet bag det nye studie har analyseret data fra 191 arter og 110.148 individuelle pattedyr i menneskers varetægt (fra Zoological Information Management System (ZIMS), og de kan konkludere, at kræft findes hos alle pattedyr.
Forskningen fremhæver også, at kræftrisikoen ikke er ensartet fordelt i pattedyrenes rige.
For eksempel er kødædere særligt tilbøjelige til at blive ramt af kræft (fx dør mere end 25 % af træleoparder (Neofelis nebulosa), øreræve (Otocyon megalotis) og røde ulve (Canis Rufus) af kræft), mens hovdyr er meget resistente.
Forskerne ønskede også at undersøge, om kostforskelle kan forklare de observerede forskelle, og deres resultater indikerer, at risikoen for kræft øges, når pattedyr indtager kød, især fra byttedyr.
De mener, at den høje kræftrisiko hos kødædende pattedyr i zoologiske haver kan være relateret til en række forhold, f.eks.: lav diversitet i deres mikrobiom (det økologiske samfund af mikroorganismer i deres krop); at de har begrænset adgang til fysisk træning, eller at de kan være udsat for fx virusinfektioner, der kan være kræftfremkaldende.
Stor krop, stor risiko?
Undersøgelsen behandler også et fascinerende evolutionært spørgsmål: Kræfttumorer opstår som følge af mutationer, og de opstår normalt under celledeling. Store dyr med lang levetid gennemgår flere celledelinger og en teori lyder derfor, at de må have højere risiko for at udvikle tumorer.
Den teori er blevet understøttet af flere undersøgelser af mennesker, hvor f. eks. større kropsstørrelse (højde) er forbundet med en højere risiko for kræft. Disse sammenhænge ser dog ikke ud til at holde på tværs af pattedyrarter, da en elefant og en mus har samme risiko for at udvikle kræft, selvom deres levetid og kropsstørrelser er meget forskellige.
Denne uoverensstemmelse i kropsstørrelse og forventet levetids effekt på kræftrisiko er kendt som Petos paradoks.
Evolutionen har skabt effektive tumorundertrykkere
Det nye studie leverer nu bevis for, at kræftrisiko stort set er uafhængig af kroppens størrelse og den forventede levetid, når man ser på tværs af pattedyr, hvilket giver en utvetydig dokumentation for gyldigheden af Petos paradoks.
Studiet giver også støtte til teorien om, at evolutionen har skabt mere og mere effektive tumorundertrykkende mekanismer parallelt med udviklingen af længere levetid og/eller større kropsstørrelser.
- Samlet set fremhæver vores arbejde, at kræft kan udgøre en alvorlig og væsentlig trussel mod dyrevelfærd, som kræver betydelig videnskabelig opmærksomhed, især i forbindelse med de menneskeskabte miljøændringer, vi står overfor, siger medforfatter Fernando Colchero, som er ekspert i at bruge matematiske og statistiske metoder til at forstå ændringer i dyre- og menneskepopulationer, Syddansk Universitet.
Hvad kan vi lære af kræftresistente pattedyr?
Desuden, mener forskerne, kan en bedre forståelse af kræftrisiko og kræftresistens hos forskellige dyrearter lede til store fremskridt i jagten på et naturligt kræftforsvar og tillige revolutionere kræftmedicin.
For eksempel kan undersøgelse af arter, der er meget resistente over for kræft, give grundlæggende viden, som kan danne basis for udvikling af naturlige kræftbehandlinger, der tager udgangspunkt i naturen, og som i modsætning til de fleste kræftbehandlinger i dag vil være ugiftig for patienten.