Det er slut med Corona-restriktioner for nu, men 81% forventer at der stadig vil være restriktioner her

04/02/2022 09:23

|

Christina Hansen

Foto: Sundhed

Mest læste i dag

81% tror, der forsat vil være Corona-restriktioner i udlandet i slutningen af 2022

Det viser en undersøgelse blandt LB Forsikrings medlemmer. Samtidig tror flere, at de vil komme mindre udenlands, end de troede i 2020.

Det er slut med Corona-restriktioner i Danmark for nu.

For bare få uger siden så det ud til at have lange udsigter.

Der er dog forsat restriktioner mange steder i verden, og spørger man LB Forsikrings medlemmer, tror de også, det vil være sådan ved udgangen af 2022. 

I en undersøgelse lavet i december 2021 svarer 81% ja til, at de tror, der vil være Covid-19-restriktioner i udlandet.

Kun 7% svarer nej.

En forudsigelse, der er meget realistisk, selvom Danmark har afskaffet de fleste restriktioner i denne uge, mener man hos LB Forsikring.

-Der kommer forsat nye eller ændrede Covid-19-restriktioner eller krav på rejseområdet næsten hver uge. Selvom det måske stilner lidt af i løbet af året, tror jeg medlemmerne har helt ret, når de vurderer, at der stadig vil være restriktioner i udlandet ved udgangen af 2022siger Anne Mette Kirkegaard, skadeschef i LB Forsikring.

I samme undersøgelse angiver 41%, at de forventer at komme mindre til udlandet efter Covid-19-pandemien er overstået. Det er stigning i forhold til, da medlemmerne blev stillet samme spørgsmål i 2020. Her var det 33%, der angav, at de troede, de ville komme mindre til udlandet.

-Vi er kommet lidt til en skillevej i forhold til udenlandsrejser. Nogle er allerede gået i gang med at rejse. De bestiller rejser og er helt tilbage til før Corona, måske endda mere ivrige for at komme ud. Så er der resten. De er måske ikke så bange for Corona mere, men de er bange for afbestillinger, ændrede regler og restriktioner på feriedestinationen og så vælger de at blive hjemme, siger Anne Mette Kirkegaard, og forsætter:

-For rigtig mange er en stor del af fornøjelsen ved en rejse også at kunne gå og glæde sig til den. Det er der mange, der ikke rigtig kan, når de er bekymrede for ændrede regler, og det påvirker formentlig rejsemønstret. Det kan vi se og høre, når vi taler med medlemmerne.

To tidspunkter man skal være særligt opmærksom, når man bestiller en rejse

Anne Mette Kirkegaard forstår sagtens, at folk kan være i tvivl om reglerne, og opfordrer især folk til at holde sig opdateret på regler i landet og hos flyselskabet, når de køber en udenlandsrejse.

-Hvis du gerne vil rejse udenlands, er det ikke så svært, som det har været de seneste to år. Langt de fleste kan sagtens komme afsted. I forhold til din forsikring, er der især to tidspunkter, du skal være opmærksom på restriktioner. Når du køber rejsen og når du skal afsted. Det er fx et problem, hvis du køber billetter til et land, der har en restriktion, du ved, du ikke kan eller vil overholde; det kan være vaccinationskrav eller andet. Der kan rejseforsikringen ikke hjælpe dig. Flyselskabet kan også have restriktioner, som du skal kunne overholde, når du køber rejsen og Udenrigsministeriet må ikke have frarådet rejser til landet, når du køber billetterne, siger Anne Mette Kirkegaard og forsætter:

-Så er der naturligvis opmærksomhedspunkter lige inden, du rejser. Der skal du huske at tjekke de restriktioner, der gælder for at komme ind i landet nu. Du vil næsten altid være dækket, hvis restriktionerne er ændret og du ikke kan komme ind, en hvis du fx ikke kan komme på et fly, fordi du ikke har taget en test, så er det ikke sikkert din afbestillingsforsikring dækker.

Spørger man LB Forsikrings medlemmer, vil der dog være 36%, der ikke får de store problemer med restriktioner på flyrejser. Det har nemlig svaret i undersøgelsen, at de tror, de kommer til at flyve mindre efter pandemien. 

-Det er en god tredjedel, der vurderer, de vil flyve mindre. Det er en stor andel, men vi må også erkende, at mange har genopdaget Danmark de sidste to år, så Danmarksferie er blevet meget mere populært. Det samme er kør-selv-ferie, for her er man mere fleksible og dermed mindre bundet af ændrede restriktioner. Så det kan sagtens være en del af forklaringen, slutter Anne Mette Kirkegaard.