Et bredt flertal af partier er netop blevet enige om at afsætte midler til at give et markant løft til behandlingsmulighederne for personer, der udøver vold. Det sker som en del af fordelingen af den såkaldte SSA-reserve. En helt rigtig prioritering, mener Lev Uden Vold.

Et bredt flertal af partier har netop indgået en aftale om fordeling af reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, også kaldet SSA-reserven. I alt afsætter partierne 869,5 mio. kr. over fire år til en lang række forskellige indsatser.

Aftalen giver bl.a. 23,1 mio. til at styrke behandlingen af personer, der udøver vold. Det glæder direktør i Lev Uden Vold Sine Gregersen, som længe har talt for at udvikle netop dette område af indsatsen mod vold: 

– Skal vi volden til livs, så er det ikke nok, at vi hjælper ofrene. Vi er nødt til også at sætte ind med behandling til de personer, der udøver volden. Ellers vil volden fortsætte – og i værste fald eskalere. Vi anslår, at mindst 50.000 personer hvert år udøver vold mod deres partner, men vi har hidtil kun tilbyde behandling til 500 personer, og de eksisterende tilbud har været præget af lange ventelister. Derfor er det en helt rigtig prioritering at afsætte midler til at løfte indsatsen netop her, så vi kan udvikle det succesrige arbejde, som allerede er i gang.

Konkret går midlerne Dialog Mod Volds ambulante behandlingstilbud og til Lev Uden Volds tilbud Slip Volden, som ellers stod til at lukke med årets udgang. Med midlerne skal Lev Uden Vold og Dialog Mod Vold udvide kapaciteten i deres tilbud, så flere voldsudøvere kan få den nødvendige hjælp. Samtidig skal begge tilbud videreudvikles: Slip Volden skal fremover også kunne tilbyde en indsats til den voldsudsatte og eventuelle børn, og Dialog Mod Volds tilbud skal kunne gennemføre digital rådgivning.

Som en del af denne opprioritering får Lev Uden Vold også midler til at styrke kommunernes viden og kompetencer i forhold til tidlig opsporing af voldsudsatte og voldsudøvere samt til at indgå partnerskaber med relevante frontaktører, der på forskellig vis kommer i kontakt med voldsudsatte og voldsudøvere. Det kan fx være sundhedspersonale, jobcentre og politi. Formålet med partnerskaberne er at give frontaktørerne de nødvendige redskaber til at identificere og henvise voldsudsatte og voldsudøvere til Lev Uden Vold, så de kan få den rette hjælp på et tidligere stadie.

Aftalen afsætter derudover 4,5 mio. kr. til at styrke Mødrehjælpens behandlingstilbud til børn og unge, der oplever vold i hjemmet, og 7 mio. kr. til at Joannahuset, landets første ungekrisecenter, fremover bedre understøtte de unge efter opholdet i Joannahuset.

– Samlet tager aftalen om SSA-reserven nye og vigtige skridt i kampen mod vold. Der er stadig meget vi kan og skal gøre for at komme partnervold og vold mod børn til livs, men retningen og prioriteringen i dagens aftale er helt rigtig. Det vil gerne rose partierne bag aftalen for, siger Sine Gregersen.