DBU anker tabt Power-sag: ”De er dårlige tabere”

05/05/2023 10:38

|

Thea Andersen

Foto: Google Maps
POWER fik den 20. april Sø- og Handelsrettens ord for, at elektronikkæden ikke havde krænket DBU’s rettigheder i sin markedsføring forud for EM i fodbold 2020. Den dom har DBU nu valgt at anke. POWER-direktør mener, at DBU opfører sig som dårlige tabere.

Mest læste i dag

Sø- og Handelsretten var ikke i tvivl: POWER gjorde ikke noget forkert, da elektronik- og hvidevarekæden markedsførte sig forud for EM i fodbold 2020 – der på grund af corona-epidemien blev afviklet i 2021.

Efter et par ugers betænkningstid har DBU nu valgt at anke dommen til landsretten. 

Det skriver Power i en pressemeddelelse torsdag.

- Jeg anerkender fuldt ud deres ret til at anke, men jeg må sige, at jeg synes, DBU tangerer en flok dårlige tabere. Begge parter har fremført deres sag. Retten har vurderet indgående og afsagt en dom. DBU har tabt. Hvad er der mere at diskutere, siger Jesper Boysen, der er administrerende direktør i POWER.

Han fortsætter:

- Jeg har desuden noteret mig, at ikke en eneste af de eksperter, der tidligere har fulgt og udtalt sig om sagen, har sat spørgsmålstegn ved dommens resultat. Tværtimod. Det siger mig, at sagen er landet det helt rigtige sted. Og det burde DBU tage ad notam i stedet for – igen – at trække den her sag i langdrag.

POWER anker ikke

Sagen i Sø- og Handelsretten var anlagt af POWER for at få en afslutning på et forløb, som havde strakt sig over næsten to år.

Som en del af retssagen nedlagde POWER påstand mod DBU om krænkende udtalelser i forbindelse med et program i Radio4, hvor DBU’s daværende kommercielle direktør udtalte sig om POWER. Det gav retten ikke POWER medhold i.

Alligevel anker POWER ikke den del af afgørelsen.

- Nej, det gør vi bestemt ikke. Sø- og Handelsretten er jo en specialiseret domstol, og dommerne er kompetente mennesker og eksperter inden for netop markedsføringsloven. Når de tager stilling og vurderer en sag, så lytter man, siger Jesper Boysen og tilføjer:

- Derfor har vi også valgt, at vi ikke vil anke den del af afgørelsen, som er gået os imod.

POWER-direktøren er ikke nervøs ved udsigten til at skulle hoppe i vidneskranken endnu engang.

- Jeg er ikke det mindste nervøs. Vi står endnu stærkere, end vi gjorde sidste gang, efter dommen i Sø- og Handelsretten.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen igen skal for retten.