Er du også træt af at holde afstand, bruge mundbind, håndsprit osv., og gør du det i mindre grad, når du er sammen med venner og familie? Så er du nok ikke den eneste. For indbygget i os mennesker er der en psykologisk bias, der gør, at vi undervurderer vores egen og vores nærmestes risiko for at pådrage os COVID-19-smitte. Derfor er vi mindre forsigtige sammen med de nærmeste end over for folk, vi ikke kender så godt.

I psykologiens verden hedder begrebet ’urealistisk optimisme’. Det går ud på, at folk generelt tror, at deres egen fremtid vil være bedre end andres i en lignende situation. Det viser sig inden for mange områder af vores liv. Nu har to forskere fra Aarhus BSS – Sinué Salgado og Dorthe Berntsen fra Psykologisk Institut – ved hjælp af spørgeskemaanalyser påvist, at ’urealistisk optimisme’ også gør sig gældende for coronasmitte, og det er dårligt nyt i forhold til smittespredning:

”Sådanne skævheder er særligt kritiske i forhold til infektionssygdomme, hvor undervurdering af risikoen for både sig selv og nære andre kan føre til reducerede forholdsregler, som igen fører til øget smitte. Det kan være særligt vigtigt at tænke over i forbindelse med jul og lignende højtider, hvor familier og venner samles,” siger adjunkt i psykologi Sinué Salgado fra forskningscentrene Con Amore og Centre for Integrative Business Psychology ved Aarhus BSS.

Desuden støtter myndighederne op om den falske tryghed, når de som sidste år beder befolkningen om at begrænse deres omgangskreds til mindre sociale bobler, vurderer forskerne. Det kan forstærke vores indtryk af, at vi selv og vores nærmeste smitter mindre end andre.

”Det er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, at der er disse irrationelle biases omkring en selv og ens nærmeste, så folk tilskyndes til at være mere kritiske over for den oplevede tryghed og tilpasser deres opførsel herefter,” siger Sinué Salgado.

Studiet er ret unikt, idet det undersøger effekten af ’urealistisk optimisme’ under en ukontrollerbar ’real life’-pandemi, hvor smittefaren er ret ens på tværs af individer (modsat laboratorieundersøgelser eller studier blandt HIV-smittede eller rygere).