I løbet af 2022 rykkede SOS Dansk Autohjælp ud hele 4.700 gange for fejltankninger, svarende til 90 tilfælde om ugen. Dette kan have alvorlige konsekvenser for både bilens motor og økonomi. Det er afgørende at opdage fejlen, inden motoren starter. Hvis fejltankningen opdages i tide, kan værkstedet rense bilens tank. Men hvis man har tanket benzin i en dieselbil og allerede er startet og kørt, kan omkostningerne blive betydeligt højere på grund af mulige motorskader, advarer Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for SOS Dansk Autohjælp.
Sommerferieperioden, især fra juni til august, er højsæson for fejltankninger, hvor 33 procent af tilfældene opstod. Derfor er det vigtigt at dobbelttjekke, inden man tanker bilen på sommerferien.
"Vi oplever en stigning i antallet af fejltankninger i sommerferieperioden, måske fordi mange ændrer deres kørselsmønster. Den mest almindelige skade er bilister, der fylder benzin på en dieselbil, og det er desværre også den dyreste tankning, du kan lave. Vi råder især til, at man er meget opmærksom, når man kører sydpå om sommeren, da brændstofpistolerne kan se anderledes ud end de danske," forklarer Anette Bjørn Juncher.
Gode råd hvis du har fejltanket
Opdager du fejltankningen, inden du starter motoren, så lad endelig være med at starte
Opdager du fejltankningen, efter du har startet bilen, så stop motoren med det samme og kør ind til siden
Ring til din vejhjælpsassistance så bilen kan komme på værksted
I forbindelse med en fejltankning er der i mange vejhælpsabonnementer hjælp at hente, når det drejer sig om at få bilen bragt til et værksted, der kan tømme tanken. Det er en god ide at tjekke sin vejhælpsordning jævnligt, så man er sikker på, hvad den dækker.