Hvis du er en af dem, der nyder en god skive ost på morgenbordet, så har du helt sikkert stiftet bekendtskab med Arla Unikas Gammel Knas.
Den populære ost har stjålet rampelyset de seneste år, og den er nu fast bestanddel af menukort på cafeer over hele landet.
I løbet af 2024 var popularitet så voldsom, at Arla varslede produktionsmæssige udfordringer.
Arla Unika har besluttet at tage Gammel Knas af hylderne fra uge 2 og til og med uge 6 i det nye år, men det er ikke grundet manglende produktionskapicitet.
Det skyldes, at de 10 tons Gammel Knas, der ellers skulle være sendt ud til kunderne lige efter nytår, simpelthen ikke lever op til de høje kvalitetskrav, der er til både smag og tekstur, når det gælder en Arla Unika-ost.
Det oplyser Arla i en pressemeddelelse.
”Selv i en periode med meget høj efterspørgsel på Gammel Knas, vil vi aldrig gå på kompromis med kvaliteten. Derfor trækker vi den helt af markedet i en kort periode indtil den næste sending er klar,” siger Svenja Troll, direktør for Arla Unika.
Men der som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
For pausen er en glimrende mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de mange andre fantastiske Arla Unika oste.
Og nytårsaften er en oplagt mulighed for at kombinere et ostebord med champagne.
”Er man vild med Gammel Knas, kan jeg virkelig anbefale folk at prøve Havgus eller Efterglød. Det er begge to oste, som har masser af smag og karakter. Og de vil fungere rigtig godt sammen med champagnen, når vi i år for første gange skal høre kongens nytårstale. Særligt Havgus, der med sin faste tekstur, sprøde proteinkrystaller og fyldige noter af nødder og brunet smør er et interessant og velsmagende match til nytårsboblerne,” siger Svenja Troll.