Antallet falder for fjerde år i træk: 'Det er fantastisk positivt'

01/12/2021 10:41

|

Christina Hansen

Foto: Boligsiden

Mest læste i dag

På listen over parallelsamfund er der pr. 1 december 2021 12 boligområder, mod 15 områder i 2020.

Der er 20 udsatte boligområder og antallet af omdannelsesområder er nede på 10.

Indenrigs- og boligministeren offentliggør i dag listerne over omdannelsesområder, parallelsamfund og udsatte boligområder. Desuden offentliggøres den nye liste med forebyggelsesområder.

Igen i år falder antallet af udsatte områder, nemlig fra 25 til 20. Tallene dækker over, at syv områder udgår af listen, mens to nye områder kommer ind. Ser vi på parallelsamfundsområderne, falder antallet fra 15 til 12. Der er fire områder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens ét område er kommet på listen.

Listen over omdannelsesområder består nu kun af 10 boligområder – tre områder udgår, og ingen nye områder er kommet på listen.

"Det er fantastisk positivt, at den gode udvikling fortsætter i så mange områder. Det er fjerde år i træk, at antallet af parallelsamfund falder, og vi ser dermed fortsat effekten af parallelsamfundspakken slå igennem. Kommuner og boligorganisationer kan være stolte af deres målrettede indsats, som er med til at sikre, at alle børn får de samme muligheder, uanset hvor de vokser op," siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

De to primære årsager til, at færre boligområder opfylder kriterierne for at være udsatte er et fald i andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet og færre dømte i områderne i forhold til landsgennemsnittet. Men der er også et område, som udgår på grund af et forbedret uddannelsesniveau. To områder er ude, fordi antallet af beboere nu er under 1.000.

Tre boligområder udgår af listen over omdannelsesområder, fordi de ikke længere opfylder kriteriet vedrørende antal dømte. Det drejer sig om Ringparken og Motalavej i Slagelse Kommune og Solbakken i Odense Kommune. Områderne vil fortsat være omfattet af en udviklingsplan og skal leve op til kravene om at reducere andelen af almene familieboliger i området.

"Det er positivt, at også de mest udsatte boligområder kan rykke sig ud af parallelsamfundslisten. Det er dog helt afgørende, at udviklingsplanerne fortsætter, så kommuner og boligorganisationer får omdannet områderne til blandede bydele en gang for alle. Og med den nye lovgivning om forebyggelse er vi også i gang med at tage næste skridt i kampen mod parallelsamfund," tilføjer Kaare Dybvad Bek.

Der er 62 forebyggelsesområder på den nye liste, som offentliggøres for første gang som følge af den brede politiske aftale om Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund af 15. juni 2021. I disse områder kan boligorganisationer og kommuner bruge nye redskaber til at forebygge udsathed eller fastholde den positive udvikling.