Alle danskere opfordres til at forlade dette land

14/02/2022 07:43

|

Christina Hansen

Foto: Arkiv: Presse-fotos.dk

Mest læste i dag

Ændring i rejsevejledning: Alle danskere opfordres til at forlade Ukraine

Udenrigsministeriet hæver nu sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen for Ukraine til rød. Derfor frarådes alle rejser til Ukraine, og alle danskere i Ukraine opfordres til at forlade landet.

Ændringen sker i lyset af den alvorlige sikkerhedsmæssige situation i og omkring Ukraine.

Der er fortsat mulighed for at forlade Ukraine med almindelige flyruter og via vej- og togtransport. Det er ikke muligt at sige, hvorvidt eller hvornår de muligheder måtte indskrænkes, og danskere i Ukraine opfordres derfor til at forlade landet. De danske myndigheder kan ikke garantere bistand til danskere, der vælger at blive i Ukraine, på et senere tidspunkt.

Vi har i lighed med en række lande valgt at reducere antallet af udsendte medarbejdere på ambassaden. De udsendtes familier er eller vil snarest udrejse af Ukraine.

Den danske ambassade i Kyiv forbliver åben og operationsdygtig for nu. Det er ikke mindst vigtigt for at sikre tæt kontakt til Ukraines regering i denne vanskelige situation og sikre, at den danske bistand til landet kan fortsætte. Ambassadens mulighed for at bistå danskere i Ukraine kan dog reduceres både væsentligt og pludseligt afhængig af udviklingen i landet.

Alle danskere og personer med lovligt ophold i Danmark opfordres til at registrere sig på Udenrigsministeriets såkaldte danskerliste med det samme. Det er vigtigt, at man afmelder sig danskerlisten igen, når man har forladt Ukraine, så Udenrigsministeriet har et retvisende billede af, hvem og hvor mange personer der befinder sig i Ukraine.

Udenrigsministeriet har senest strammet rejsevejledningen for Ukraine den 25. januar i år, hvor alle ikke-nødvendige rejser til hele landet blev frarådet.