Advarsel: Tryk ikke på linket

20/03/2023 14:17

|

Thea Andersen

Foto: Mit digitale selvforsvar

Mest læste i dag

Forbrugerrådet Tænk advarer mod fup-besked.

Forbrugerrådet Tænk modtager for øjeblikket mange tips om en besked, der umiddelbart ser ud til at komme fra Apple Pay.

I beskeden står der, at modtagerens betalingskort er blevet afvist. Modtageren bliver derfor bedt om at opdatere kontoen. Ellers bliver Apple ID blokeret.

Men SMS'en er altså falsk. Og Forbrugerrådet Tænk råder derfor til at slette den:

- Hvis du har modtaget beskeden, kan du blot slette den - den er ikke fra Apple, står der i en advarsel i deres app 'Mit digitale selvforsvar'.

Sådan ser den falske sms-besked ud:

Foto: Mit digtale selvforsvar (app)

Herunder kan du læse forbrugerrådets tre råd til at spotte svindel-sms'er:

1. Forhold dig kritisk

Banker, betalingsservicer og officielle myndigheder som fx SKAT vil aldrig bede dig afgive personlige oplysninger som kortoplysninger, kodeord og CPR-nummer via sms. Videregiv derfor aldrig personlige oplysninger via sms eller ved at følge et link i en sms.

2. Stol ikke på links

Links i fup-sms’er har enten til formål at installere virus på din telefon eller at lokke personlige oplysninger ud af dig. Linksene er ofte forkortede, så du ikke kan se, hvad der gemmer sig bagved. Er du det mindste i tvivl om, du kan stole på linket, så gå altid til afsenderens officielle hjemmeside. Søg websiden frem fra din internetbrowser, og log ind der.

3. Stol ikke på afsendernavnet

Navnet på afsenderen kan ændres af svindlerne, så det på din telefon ser ud, som om du har fået en sms fra fx ”NetsDK” eller ”NEMID” i stedet for telefonnummeret på afsenderen. Kontakt aldrig afsenderen via nummeret i sms’en. Gå i stedet til afsenderens officielle webside via din computer eller telefons internetbrowser.