Advarer danskerne før vinteren: Undgå dette for enhver pris

23/11/2023 15:43

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Privat
Nu advares danskerne inden der tages hul på vinteren.

Mest læste i dag

Normalt byder det danske vintervejr på rigelige mængder regn, frostgrader og sne. Vejret i vintersæsonen gør ikke kun dagligdagen lidt mere besværlig, det kan også udgøre en hovedpine for boligejere, der forsøger at sælge deres bolig, ifølge en pressemeddelelse fra Gjensidige.

Vinterens våde og kolde vejr påvirker ofte tilstandsrapporten, som tusindevis af husejere får lavet i forbindelse med boligsalg. Hos NRGi, der årligt besøger over 25.000 hjem for at lave tilstandsrapporter, er det især fugt- og vandskader, der dominerer i vintermånederne. Det forklarer Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi:

"På samme måde som biler skal til serviceeftersyn, anbefaler vi også, at boligejere løbende tjekker og vedligeholder deres bolig, især når årstiderne skifter. Fugt- og vandskader kan føre til skimmelsvamp, hvilket ikke kun er usundt at bo i, men også dyrt at udbedre. Derfor er det altid en god idé at tackle små skader i opløbet for at undgå ubehagelige overraskelser i tilstandsrapporten," siger Bo Halm Andersen.

Fugt- og vandskader er også et stort tema hvert år hos Gjensidige. Direktør i skade Henrik Sagild deler opfattelsen om, at boligejere bør være opmærksomme på boligens tilstand for at forebygge skader:

"Vi oplever desværre, at mange boliger får fugt- eller svampeskader, fordi tegn på skader, utætheder i bygningen og lignende ikke bliver håndteret løbende. Begyndende skader kan ofte undgås, hvis boligejere holder øje med boligens tilstand og lejlighedsvis får en håndværker eller byggesagkyndig til at vurdere eventuelle skader. Det er langt billigere at forebygge end at udbedre skader i det lange løb," siger han.

Ifølge Bo Halm Andersen er de fleste danskere dog gode til at vedligeholde deres boliger, men der kan være områder, der ofte overses, fordi de ikke bruges så hyppigt. Og netop her kan skader gemme sig, som potentielt kan koste mange tusinde kroner:

"For eksempel er det sjældent, at man færdes på taget til daglig. Men det er en god idé at gå derop et par gange om året og grundigt undersøge tagkonstruktionen. Loftet er også et område, hvor vand kan trænge ind og forårsage betydelig skade, hvis man ikke husker at inspicere det lejlighedsvis for at sikre, at det er tørt," siger Bo Halm Andersen.

Tre gode råd til områder, du bør være opmærksom på i vintermånederne:

  1. Løse tagsten: Taget er det første, der udsættes for regn eller sne. Efter voldsomt blæse- eller regnvejr er det vigtigt at være opmærksom på løse og revnede tagsten, hvor vand kan trænge igennem. Løse tagsten kan skubbes på plads igen, og en knækket tagsten kan hurtigt udskiftes med en ny.

  2. Slidte vinduesrammer og vedligeholdelse af træværk: Når regn rammer et vindue, samler det sig ofte i bunden, hvilket kan føre til råd i bundstykket af vindueskarmen. Hvis skaden allerede er sket, kan den i de fleste tilfælde repareres ved at slibe bundstykket ned og male eller lakere det på ny. Generelt er det vigtigt at vedligeholde træværket løbende for at undgå råd- og svampeskader.

  3. Udvaskede fuger mellem mursten: Revnede, sprækkede eller udvaskede fuger mellem mursten får ofte et gult hussymbol i tilstandsrapporten, da både vand- og fugtskader kan opstå heraf. Er fugerne i dårlig stand, skal de gamle fuger skrabes ud og erstattes med nye og friske.