En tilstrækkelig nats søvn er afgørende for vores velbefindende som mennesker. De fleste af os er bekendt med den uro, der kan opstå, inden vi falder i søvn, men nu opfordrer en søvnekspert til ikke at ignorere almindelige symptomer, som kan pege på potentielt alvorlige problemer.
Søvneksperten Joachhim Behar har advaret om, at millioner af amerikanere har en tendens til at negligere et vigtigt symptom, som i værste tilfælde kunne signalere en alvorlig tilstand.
Det fremgår af det amerikanske medie ThePost.
"Obstruktiv søvnapnø (OSA) er en meget almindelig tilstand, der påvirker hundredvis af millioner af mennesker globalt. Alligevel lider mange i stilhed, fordi de almindelige symptomer på OSA kan blive overset eller være vanskelige at opdage, da de forekommer under søvn."
Denne tilstand opstår, når halsmusklerne slapper af og dermed blokerer luftvejene under søvn. Det resulterer i, at lungerne ikke får tilstrækkelig luft, hvilket fører til lavt iltindhold i blodet.
Dette sender et signal til hjernen, som reagerer ved at vække personen kortvarigt for at genåbne luftvejene.
Normalt sker denne opvågning så hurtigt, at man ikke selv bemærker det. Ifølge søvneksperten kan det dog ske op til 30 gange i timen, hvilket resulterer i gentagne afbrydelser, der udmatter kroppen.
Hvis disse symptomer ignoreres, kan OSA i værste fald bidrage til mere alvorlige tilstande som type 2-diabetes og hjertesygdomme.
Symptomer på obstruktiv søvnapnø, man især skal være opmærksom på, inkluderer snorken, forhøjet blodtryk, morgenhovedpine og nedsat libido.
Det skal dog nævnes, at snorken ikke altid er tegn på noget galt, men det bør undersøges nærmere, hvis der også er andre symptomer til stede.