Nu hvor vejret er blevet varmere, og solen skinner, frister en hyggelig tur i skoven eller haven mere end nogensinde.
En ny undersøgelse fra YouGov, bestilt af Gjensidige, viser dog, at hver tredje dansker aldrig tjekker for flåter, og kun 16 procent gør det efter ophold i haven.
Ifølge Mette Glad, fagchef for sundhed hos Gjensidige, er det vigtigt at kontrollere sig selv for flåter efter længere tid udendørs.
“Når vejret bliver bedre, er det naturligt at tage familien med ud i haven eller skoven. Det skal man ikke være nervøs for på grund af flåter, men det er en god idé at tjekke både sig selv og sine børn, når man kommer hjem,” siger hun.
Hold øje med symptomer efter flåtbid
Selvom tilfælde af TBE (flåtoverført hjernebetændelse) er sjældne i Danmark, bør man være opmærksom på symptomer, hvis man bliver bidt af en flåt.
“De fleste bliver ikke syge efter et flåtbid, men hvis du føler dig utilpas, eller hvis du får et rødt udslæt på størrelse med en femkrone, hvor flåten har bidt sig fast, bør du søge læge. Det kan hjælpe at tegne en cirkel omkring udslættet med en kuglepen, så du kan følge, om det breder sig,” forklarer Mette Glad.
Forebyg flåtbid selv
Danskere bør især være opmærksomme på at tjekke for flåter i de varme måneder fra april til oktober.
Heldigvis er der flere måder at forebygge flåtbid på, understreger Mette Glad:
“Det hjælper at bære tøj med lange ærmer og bukseben, så der ikke er bar hud, eller at vælge lyst tøj, så flåterne er lettere at få øje på. Hvis du skal ud i skoven eller i højt græs, kan gummistøvler også være en god idé,” afslutter hun.