Selv om det ikke altid er synligt udefra, sætter det sig dybt i den måde, vi elsker på, sætter grænser, kæmper og tager hensyn til egne behov.
For dem, der vokser op uden en stabil far, efterlader det ofte mere end bare tavse minder.
Uafhængigheden bliver stærk og urokkelig. Allerede tidligt lærer man, at intet kommer af sig selv – og egne behov bliver ofte nedprioriteret for at klare alting alene.
Samtidig udvikles en naturlig mistillid til autoriteter. Hvis den første betydningsfulde voksen svigtede, hvorfor skulle andre så ikke gøre det samme?
Kritik kan føles hård, selv når den er ment godt. Når anerkendelse mangler i barndommen, bliver selv små rettelser til sår.
Derfor søger mange konstant bekræftelse – i kærlighed, venskaber eller på arbejdet – som et plaster på en usynlig sårbarhed. Det beskrives i en artikel fra Ouest-France om adfærdsforskning.
Nogle udvikler stærke beskytterinstinkter. Den, der har manglet tryghed, vil ofte gøre alt for at skabe den for andre. Netop fordi der manglede en far, kæmpes der for at være den nærværende, forstående og faste voksen, som aldrig selv var til stede.
For nogle bliver maskulinitet et spørgsmål uden svar. Hvad betyder det at være mand, når forbilledet var fraværende? Svaret bliver ofte enten overkompensation eller fuldstændig afvisning af traditionelle kønsroller.
Relationer kan føles usikre, fordi nærhed tidligere var forbundet med skuffelse. Derfor holdes andre ofte på afstand – for en sikkerheds skyld.
Men selv i det fravær vokser der noget stærkt.
En modstandskraft.
Evnen til at tilpasse sig, bære videre og drømme om noget bedre. Mange, der voksede op uden en far, bygger stærke og kærlige familier – ikke på grund af, men på trods af deres fortid.
